15 september, 2006

Portland

I går sov jeg længe. Da jeg endelig stod op og havde spist morgenmad kørte min faster og jeg rundt i området hvor de bor. Det er 13 år siden jeg var her sidst og de er flyttet siden dengang, så vi kørte forbi deres gamle hus. På grunden der hørte til huset og området omkring er der bygget mange nye huse, derfor er der lavet et par nye veje og de er blevet opkaldt efter min faster og onkel.

Vi var også forbi AAA (svarende til FDM) for at få nogle kort til min tur ned til San Francisco, der var god tid på AAA så vi blev serviceret meget fint og jeg gik derfra med mange kort og en meget detaljeret plan for min køretur.

I går var min faster fødselsdag så vi var ude at spise med hele familien her i Portland. Vi spiste på en dejlig restuarant kaldet "The Painted Lady". Maden var rigtig god og det var en rigtig hyggelig restuarant der er indrettet i en almindelig villa, så det var nærmest som at være på besøg hos nogle venner.

14 september, 2006

Velankommet til Portland

På grund af et par lamper i cockpittet der ikke opførte sig som kaptjanen ville have dem til, ankom jeg en halv time forsinket i Portland hvor min faster hentede mig.

Nu skal jeg slappe lidt af og nyde at være sammen med familien herovre.

13 september, 2006

Transport dag

I dag er transport dag, hvor jeg flytter mig fra New York til Portland for at besøge min faster og hendes familie.

Lige nu sidder jeg og venter i Cincinnati, Ohio (tror jeg nok) hvor flyet har en mellemlanding på en times tid.

Sylvia's

I går var det eneste faste program en tur til Harlem for at spise hos Sylvia's, resten af dagen skulle bruges på at opsuge storby liv og lidt shopping.

Jeg blev anbefalet Sylvia's af NewYorkerByHeart og jeg har også læst om det i diverse guidebøger. Dette er stedet at komme hvis man vil have soul food og det fik jeg.

Jeg valgte fra menu kortet; chicken fingers med honey mustard dressing, ribben med Sylvia's sassy sauce og til sidst peach cobler - det hele rigtig god mad. Og jeg var meget mæt da jeg gik de 50m tilbage til subway og kørte tilbage til Time Square for at trisse rundt og kigge på butikker.

12 september, 2006

Rockefeller Center

Et par minutter efter jeg havde skrevet forrige indlæg gik jeg forbi Rockefeller Center og det slog mig at deroppe på toppen måtte være et billede der skulle tages.

Rockefeller Center eller "The Top of the Rock" som de kalder udsigtplatformen er næsten lige så imponerende som Empire State Building. Elevator turen op til 67. etage er et kapitel i sig selv, den foregår i en elevator med glas tag og man derfor følge med i hvor hurtigt man rent faktisk kører.

Når man færdes i disse store bygninger er man ikke et øjeblik i tvivl om at de er bygget af mennesker der har villet cementere deres rigdom og magt for eftertiden. Udsmykningen i Rockefeller Center er om muligt endnu mere imponerende end den i Empire State Building.

På toppen af rock'en var det optimalt vejr til at kigge ud over New York og byen tog sig meget bedre ud i dag, nok fordi det var blevet rigtig mørkt og fordi man kan se Empire State Building og i dagens anledning de to Freedom Lights der markerer World Trade Center.

Jeg brugte 2 timer på toppen og det gik alt for hurtigt, udsigten var Empire State Building er bedre en fra Rockefeller, men i dag var det herfra at New York skulle opleves.

911

I anledning af 5 års dagen for 11. september er frihedslysene som er placeret hvor World Trade Center tårnene stod, tændt for en enkelt aften.

At komme gående ned af 5th Avenue med Empire State Building i national farver og disse to kæmpe lys søjle i baggrunden er et impornerende syn og giver indtryk af hvilket tab det har været for New York.

Jeg har forsøgt at tage et billede, men har slet ikke formået at fange oplevelsen - men I får nu fornøjelsen af billedet alligevel. Hvis man kigger godt efter kan man se de to lyssøjler i baggrunden og det er dem der oplyser skyen øverst i billedet.

Apple kuben på 5th Avenue

Endnu en af de ting der stod højt på listen over steder at se i New York, den nye Apple Store på 5th Avenue.

Hvor må det være ærgeligt for den udlejer som har udlejet nogle billige kælderlokaler til Steve Jobs med klausul om at der ikke måtte dækkes for bygningen bagved (en historie jeg helt selv har fundet på).

Denne butik besidder stil og klasse som få og der var hundredevis af mennesker så det er sikkert også en god forretning - selvom de fleste vist brugte stedet som en internetcafe.

American Museum of Natual History

Når jeg nu var i nærheden var jeg nød til at gå ind og se på dinosaurer på American Museum of Natural History - det ligger midt for den vestlige side af Central Park

Et kæmpe museum, med en masse som jeg ikke havde lyst eller tid til at studere, men med en enorm samling af dinosaur forsteninger. Dinosauerne er sat sammen og stillet op på den måde forskerne forestiller sig dyrene har stået.

Rigtig interessant og viser virkelig hvor store nogle af disse dyr har været. Udstillingen er nærmest overvældende, det er svært at koncentrere sig om et dyr når der lige om hjørnet står et lige så spændende.

På vej op til dinosaur udstilling havde jeg set at der også var en oceanografisk udstilling og efter netop at have set virkelig hvaler måtte jeg lige ind og kigge her også. Udstillingen syntes jeg ikke var noget særligt, men inde i det enorme rum hang en fuldskala model af en blåhval og sådan en er altså rigtig stor - meget større end de pukkelhvaler vi så i onsdags.

Jeg sluttede i indganghallen (vist nok bagindgangen, da hovedindgangen var lukket på grund af 911) hvor der var en fin udstilling af universets målestokforhold (powers of ten), centreret omkring en kæmpe sfære (Hayden sphere) ca. 26m i diameter og den blev blandt andet brugt til at vise hvor stor jorden er i forhold til jorden - sølle 24cm (tallene er fra hukommelsen og kan være forkerte).

Central Park

Det er fuldt forståeligt at Manhattans beboere (New Yorkianere?) værdsætter Central Park. Jeg gik ind fra den sydlige ende og straks var man i et nærmest eventyrland med klipper der stikker frem, træer og store græs arealer.

Byens larm er ikke helt væk, men blandes og bliver til parkens lyd. Højhusene i horisonten bliver nærmest bjerge og virker meget langt væk - indtil man drejer af og pludselig er ude på 5th Avenue igen.

Jeg tilbragte mange timer nærmest på skovtur i Central Park, liggende på en klippe og nyde solen, på eventyr via af små stejle stier eller på march rundt om reservoiret.

11 september, 2006

Empire State Building

Hvis jeg på forhånd havde skulle vælge en enkelt ting at opleve i New York ville det være Empire State Building.

Jeg havde timet min ankomst så jeg kom til sidst på dagen og jeg håbede at nå op til sol nedgang, så jeg kunne se lysende i New York tændes.

Jeg havde hørt at man kunne komme til at stå i kø i lang tid for at komme op til udsigtsplatformen på 86. etage og ligeledes til 102. etage. Da jeg ankom gik jeg lige igennem uden at stå i kø og købte billet til både 86. etage og 102. etage, samme ved elevatorerne og så var jeg pludselig på 86. etage mindre end 10 min efter jeg var gået ind af hoveddøren og der var næsten ingen mennesker på udsigtsdækket.

Udsigten fra Empire State Building er imponerende og kan ikke slet ikke beskrives. Min plan om at opleve New York både i dagslys og skymring lykkedes til fulde.

Turen op til 102. etage var en oplevelse i sig selv, jeg var den eneste der skulle derop med elevatoren og den ældre mand som styrede elevatoren var enormt underholdende - han kunne virkelig godt lide at snakke, så det gjorde vi, han skulle høre om vikinger og fortalte nogle gode historier om andre passagerer han havde haft i sin elevator.

På 102. etage var jeg helt alene pånær et ægtepar som diskuterede hvilke billeder på digital kameraet der skulle slettes for at de kunne tage nogle billeder deroppe fra. 102. etage er meget højt opp, desværre er man spærret inde bag glas så oplevelsen er faktisk bedre på 86. etage, men udsigten til Central Park er klart bedre på 102. etage hvor man kan se henover Rockefeller Centre.

På vej ned til 86. etage gav elevatormanden mig lov til at styre elevatoren der har et gashåndtag til at bevæge elevatoren op og ned. Jeg fik også lov til at stige ud på en af etagerne mellem 86. og 102. etage og tage et par billeder.

Genial oplevelse og på vej ned til gadeniveau var der heller ikke kø. På vej ned til subway'en for at tage et tog hjem sad elevatormanden på en bænk og spiste en hotdog, så vi hilste og han sagde at jeg skulle pakke mit kamera væk og have en god aften.

World Trade Center

Fra Brooklyn Bridge er det en kort gåtur til Ground Zero hvor World Trade Center en gang stod. I går var dagen før 5 års dagen for d. 11. september og efterhånden som jeg kom tættere på kom der mere og mere politi, 3-5 betjente på hvert gadehjørne og rigtig mange politibiler. Da jeg rundende det sidste hjørne ned til området stoppede 3 sorte 4 hjulstrækkere og ud steg en "sniper"-gruppe inkl. deres rifler. Det var her omkring jeg syntes de passede rimelig godt på dette område.

Bygningerne omkring Ground Zero var udsmykkede med gigantiske amerikanske flag. Da jeg endelig kom frem gik jeg direkte ind i en anti-Bush demonstration med alle typerne; dem der går rundet og råber højt, dem med skilte med tekster ala "LIARS", "Bush engineered 911" og så videre.

Området omkring Ground Zero var ved at blive spærret af og jeg troede først det var forberedelse til 5 års dagen, men da jeg spurgte en politibetjent hvad der foregik fik jeg besked på at Præsident Bush's ankomst var nært forestående og at det var derfor der var alt det postyr.

Så for at undgå for meget bøvl besluttede jeg at jeg havde set Ground Zero. Også fordi jeg ikke rigtig syntes jeg hørte til der, det er noget jeg har set på TV men ikke rigtig er en del af - og stemningen ved Ground Zero er også speciel.

Brooklyn Bridge

Jeg var også, af Troels, blevet anbefalet at gå over Brooklyn Bridge så det var næste punkt på programmet.

Jeg gik også ned til broen for det bragte mig igennem Little Italy og China Town, begge steder med rigtig meget stemning og tæt pakket med restuaranter og special butikker.

På midten af broen hævet over trafikken er der en gangbro til gående og cyklister og det er en god gåtur på ca. 2km hver vej. På vej over har man et fint udsyn til Brooklyn, Manhattan og selvfølgelig selve broen.

Dagen i går var startet med sol fra en blå himmel, men imens jeg passerede broen blev det overskyet og det var jeg faktisk glad for så faldt temperaturen til en mere behageligt niveau.

Katz's Deli

NewYorkerByHeart havde anbefalet mig at spise en Reuben Sandwich på Katz's Deli.

Stedet er en klassiker i New York ikke kun fordi de serverer nogle af byens bedste sandwich og hotdogs, men også fordi det var her at "Harry mødte Sally".

Jeg købte som anbefalet en Reuben Sandwich og det er absolut en af de bedste sandwich jeg nogensinde har fået. Måden man bestiller på er lidt spøjs, når man entrerer får man udleveret en lille lyserød billet. Man bestiller mad ved en lang disk hvor man stiller sig i kø ud for den "cutter" som laver det man gerne vil have. Når man bestiller bliver der skrevet på billetten hvor meget man skylder og man betaler så på vej ud. Et ret effektivt system.

10 september, 2006

US Open

Laura (og Sune) havde skaffet mig billetter til Super Saturday i US Open og det var en fantastisk oplevelse. Jeg har tidligere været til Copenhagen Open et par gange og US Open er mange gange større.

At se tennis live er helt anderledes end på TV, der sker så meget andet en det man kan følge på skærmen.

Jeg var en smule forsinket fordi jeg skulle rundt om Manhattan først, men nåede frem til herrenes anden semifinale mellem Roddick og Youzhny. Roddick var selvfølgelig favorit og på hjemmebane, men jeg synes nu Youzhny havde meget godt fat i Roddick til tider, men Roddick vandt alligevel overbevisende.

Efter herre semifinalen var det tid til at gå på opdagelse US Open byen og jeg nåede også ind at se det sidste parti af herrenes double finale som Damm og Paes vandt over Bjørkman og Mirnyi.

Så var det tid til dagens store oplevelse damernes single finale mellem Sharapova og Henin-Hardenne. Der blev spillet tennis af meget høj klasse og en spændende match som faldt ud til Sharapovas fordel.

Dagens bonus var Martina Navratilovas afskeds kamp, som meget passende var en finale i mixed double i US Open. Hun har spillet tennis al den tid jeg kan huske og hun har faktisk været professionel tennis spille lige så lang tid som jeg har levet. Hun og hendes makker Bob Bryan tværede deres modstandere og vandt uden problemer.

Efter en lang dag og spændende dag under åben himmel og solskin tog jeg subwayen tilbage til hotellet hvor jeg har sovet mange timer og er nu klar til at indtage New York igen, hvad jeg skal se har jeg ikke besluttet endnu, men solen skinner igen i dag så det skal være noget udendørs.

Opdatering (24/7/2007): Jesper H. har fundet nedenstående sammenklip af de 2 vindere af (nu) sidste års US Open.

Rundt om Manhattan

I går startede jeg dagen med at forvisse mig om at Manhattan rent faktisk er en ø og tog med Circle Line på den 3 timer lange rundtur, som bragte mig hele vejen rundt, under 23 broer og forbi Frihedsgudinden.

Med alle skyskraberne forandrer skyline sig hele tiden og jeg har nu et rigtig godt indtryk af hvor de forskellige bygninger ligger i forhold til hinanden og jeg har også set områder jeg ellers aldrig ville have fået set. De mange broer er imponerende i sig selv, de fleste bærer tydligt præg at være bygget for mange år siden og er typisk bygget i stål og naglet sammen - det er et indblik i hvad der gemmer sig inde i de fleste af skyskraberne da de er bygget efter samme principper.

3 spændende timer, selvom guiden ikke helt kunne holde hvad han lovede, at det ville være de 3 hurtigste timer man kunne tilbringe på vandet, men han har selvfølgelig heller ikke lige været på hvaltogt i Plymouth.

Der var solskin hele vejen rundt, selvom det var lidt diset så det var svært at tage gode billeder.

Shakira i Madison Square Garden

Det har været en hektisk start på New York for mig, jeg ankom midt på eftermiddagen fredag og skulle samme aften til koncert med Shakira i Madison Square Garden.

Madison Square Garden er nok verdens bedst kendte arena så jeg føler mig heldig at jeg kunne kombinere at opleve denne med en koncert med Shakira. Madison Square Garden virker meget intim og jeg har netop slået op at der til koncerter kan være ca. 20.000 publikummer, så det er nok forklaringen på at det så ud som om alle var tæt på scenen.

Opvarmningen var Wyclif fra The Fugees og der var gang i ham, han spillede guitar som Jimmi Hendrix og blandende med mange forskellige stilarter. Han sluttede af med et par Fugees numre og lavede selvfølgelig også nummeret med at kravle op på balkonen og ud i blandt publikum (det gjorde han også i Forum da vi var inde og se The Fugees).

Selv om Wyclif varmede godt op under publikum steg stemning mange grader da en tændt Shakira indtog scenen. Jeg tror også New York er stedet at opleve hende, for 80% af mine med-publikummer var af latin amerikansk oprindelse og derfor var de fleste numre også på spansk (tror jeg nok), men det gjorde ikke noget for der var energi og musikken var stadig på toppen.

Shakira har svært ved at stå stille og jeg kan vist bedst beskrive hende som et yndefuldt legebarn, hun kan simpelthen bevæge sig som få og hun har det fantastisk sjovt imens hun gør det.

Alt i alt en super koncert og den optimale måde at starte et par dage i NYC.

Kombinationen med Madison Square Garden på toppen og Penn Station under jorden virker fantastisk, i løbet af 5 min. var jeg ombord på et tog og på vej tilbage til hotellet.

08 september, 2006

Velankommet til New York City

I morges skiltes Teesen Cup Master og jeg personligt tog med Amtrak fra Boston til New York. For at være sikker på at nå toget tog jeg tidligt afsked med de andre Masters og begav mig med lokal banen til Boston South Station, hvor jeg ankom flere timer i forvejen.

Da jeg skulle indløse min billetreservation tilbød den rar billetdame at ændre min billet til det tidlige tog mod NYC, hvilket ville betyde at jeg sparede penge (og tid) så det takkede jeg pænt tak til og 15 min senere var der "All board" på toget.

Jeg havde købt billet til lyntoget og på 1. klasse, så der var servering af frokost og drikkervarer undervejs.

Turen syd på foregik glat og igennem rigtig smukt landskab, over mange floder og små fjorde. Men toget kørte også forbi rigtig mange gamle forfaldne industribygninger, vinduerne er smadret og bygningerne ser ud til at være klar til nedrivning.

Ankommet til Pen Station på Manhattan gik et lys op for mig at Pen Station ligger direkte under Madision Square Garden hvor jeg skulle hente min billet i "Will Call" til Shakira koncerten i aften, så det var rigtig let. Jeg har også købt et Metro kort, men valgte nu alligevel at tage en taxi til hotellet - jeg har jo en golf bag at slæbe rundt på.

Hotellet er fint, det er et lille værelse og lige hvad jeg har brug for. Badet og toilettet på gangen er langt over min forventing, så det skal nok blive godt.

Nu sidder jeg på Barnes & Nobles og har købt lidt internet tid for at læse e-mails og skrive et par indlæg på Teesen Cup bloggen og denne blog.

I morgen har Laura og Sune sørget for billetter til US Open, hvor jeg både skal se mændenes semifinaler og damernes finale - det glæder jeg mig virkelig til.

01 september, 2006

Boston Duck Tours

Den første uge af min tur til USA foregår i Teesen Cup regi, så det er på Teesen Cup bloggen jeg opdaterer om vore færden og oplevelser.

Jeg vender tilbage her på bloggen når jeg drager til New York City om en uges tid.

28 august, 2006

Pink Floyd Project på (det nye) Gimle

I går aftes, slet ikke lang tid siden, var Signe, Mikkel og jeg til koncert med Pink Floys Project på det nye Gimle i Roskilde.

Det er ikke første gang vi har været til koncert med dette ultimative cover band, sidst var det i Amager Bio og en stor oplevelse.

Hvis man er det mindste fan af Pink Floyds musik (og hvem er ikke det) bør man unde sig at komme til koncert med Pink Floyd Project. De er 10 mand på scenen, lyden er sublim og musikken så tæt som muligt på originalen.

Koncerten i går aftes bestod af to plader, første sæt var alle numrene fra "Wish You Where Here" og andet sæt var "Dark Side of the Moon".

Det nye Gimle er flot og velindrettet, et meget bedre musikrum end det gamle - det bliver en fornøjelse at gå til koncertre der i fremtiden.

Horsens

Horsens må stoppes.

At invitere 85.000 sagesløse mennesker til Horsens for at gå til koncert på en sportsplads i udkanten, og på den forkerte side af Horsens, er en katastrofe.

Det er trættende når arrangørerne slår det op som en succes, det eneste der er en succes er tilskuernes overbærenhed med et arrangement der på alle måder var spændt til bristepunktet.

Der er så mange ting at nævne der ikke var godt nok, men de fleste er dækket af pressen og andre bloggere så jeg vil kun nævne et par som jeg ikke mener har fået opmærksomhed nok.

Sportspladsen hvor koncerten blev afholdt ligger på den fjerne side af Horsens, så shuttlebusserne der skulle bringe publikum fra parkeringspladserne og til koncert blev sat af i midten af Horsens, som belejligt holdte markedsdag og havde lang åbningstid i de fleste butikker. Alle publikummer skulle så gå 2-3km igennem Horsen gågader og villa kvarterer for at komme til pladsen. Der er sikkert en praktisk årsag til dette arrangement, men jeg mener at det er et klart bevis på at infrastrukturen i Horsens ikke er god nok og burde diskvalificere stedet med det samme. Der er også en hvis grad af grådighed fra butikslivet, husk at folk er kommet for at gå til koncert og høre Madonna - ikke for at opleve Horsens.

At det skulle tager timer at komme de få kilometer fra parkeringspladsen til motorvejen er mig en gåde, der er nogle der ikke har gjort deres hjemmearbejde godt nok. Flaskehalsen var en rundkørsel hvor der var 2 lange køer af biler der skulle føres igennem for at komme frem til tilkørslen til motorvejen, det sørgede hjemmeværnspolitiet for ved skiftevis at holde den ene kø og lade 10 biler fra den anden køre igennem. Endnu et eksempel der burde udelukke Horsens som koncertby.

At domænerne fuckhorsens.dk, aldrigmerehorsens.dk, horsensstinker.dk, horsenssucks.dk og andre ikke er registreret er mig en gåde - men det kunne være jeg selv skulle tage at komme ud af start hullerne.

Alt i alt tror jeg arrangørerne skal være glade for at det ikke regnede så tror jeg ikke publikums tålmodighed havde været helt så stor.

Madonna i Horsens

I torsdags, ikke så længe siden, var Signe, Rikke, Sophie, Anne Marie og jeg selv til koncert med Madonna - endnu engang havde vi formået at få billetter. Mikkel, Mikkel, Mikkel, Maj-Britt, Signe, Lars og Gitte havde også fået billetter og det lykkedes heldigvis at finde dem i mylderet.

Det er ikke hver dag Madonna er i Danmark, dette var vist første gang og hun har altid stået højt på listen over dem jeg gerne ville til koncert med - listen er efterhånden krydset helt af, lidt af en præstation hvis jeg skal sige det selv.

Vi fik udemærkede pladser, cirka svarende til at stå på asfaltvejen foran Orange scene på Roskilde Festivallen og efter lidt civil udlydighed fik vi lov til at stå på nederste trin af en trappe midt i området, som ellers ikke måtte bruges af publikum? At stå på trinnet gjorde at vi havde frit udsyn til scenen henover menneskehavet foran os.

Musikken var peppet lidt op, hvis det er muligt med Madonnas musik og var gennemgående god hele vejen igennem. Der var en kort periode i midten af koncerten hvor jeg begyndt at kede mig en smule, men det var fint for mig for så kunne jeg nå ned og tisse. Showet var i en klasse for sig selv, selvom (og jeg ved det er skrevet mange gange tidligere) det næsten var for professionelt.

Største anke er at koncerten var for stor og Madonna formåede langt fra at skabe energien til at tænde alle 85.000 tilskuere.

Når man sorterer Horsens fra "Madonna i Horsens" så var det faktisk en OK koncert, men absolut ikke på højde med f.eks. Kylie i Aalborg.

27 august, 2006

Robbie Williams i Parken

Den 6. juli, ja det er efterhånden længe siden, var Rikke, Anne Marie, Claus og jeg selv i Parken for at se Robbie Williams, for vi var blandt de heldige der fik billetter i Billetlugens lotteri.

Der er ikke så meget at skrive om koncerten, det var Robbie Williams, hvilket betyder at der er gang i den, alle synger med, danser og har en god aften.

Selvom vi ikke havde fået det bedste billetter, øverste tribune på siden af scenen, så var det rigtig godt. Robbie har efterhånden et så stort katalog af hits at han kan fylde en hel koncert med dem og det gjorde han så, næsten.

Der er mange andre til koncerten eller den dagen efter, som har skrevet og lagt billeder op (i langt bedre kvalitet end mine egne).

Gaffas anmelder var stort set begejstret og har samme oplevelse af koncerten som mig - Ekstra Bladets anmelder bør overveje hvorfor han går til en koncert for at anmelde musikken, den har man vel ligesom accepteret når man køber billet til en koncert?, og istedet koncentrere sig om at anmelde koncerten, hvis han ikke selv kan finde ud af at hoppe i takt burde han se sig omkring istedte for at kigge ned i sin blok.

P.S. Opvarmningen var Basement Jaxx og var i sig selv en oplevelse.

Galathea 3

http://blog.overskrift.dk/2006/08/27/folg-galethea-3-ekspeditionen-via-weblogs/

23 august, 2006

Sune blogger også...

Så skete det utrolige, endelig, efter uendelige kommentarer og spark har Sune fået oprettet en blog og skrevet sit første indlæg.

Velkommen i blogsfæren Sune, ser frem til dine skriblerier og dit feed er tilføjet min aggregator.

20 august, 2006

CERNs nye partikelaccellerator

Nu jeg er ved at skrive om store tal, så er denne film om CERNs nye Large Hadron Collider et must-see.

Large Hadron Collider er med sin totale omkreds på 27 km simpelthen et imponerende bygningsværk som forhåbentlig vil besvare nogle af de spørgsmål forskerne har

15.000.000.000 km ~ 100 AU

Man skal aldrig lade chancen for at skrive et stort tal forbi gå og da jeg for et par indlæg siden skrev lidt om Voyager 1 og dens impornerende rejse, så er det oplagt at nævne at inden for de seneste par dage krydsede Voyager 1 en afstand på 100 AU fra jorden.

100 AU (astronomiske enhed) er ca. 15 milliarder kilometer som er ca. 830 lysminutter, hvilket svarer til at det tager godt 14 timer for en kommando til Voyager at nå frem og den samme tid for svaret at nå tilbage til jorden.

17 august, 2006

Mmm, ny server

Et kort indlæg om at jeg er ved at opgradere server, både hardware og software.

Derfor vil der i en kort periode være lidt rod på mine sites, som f.eks. at jeg i øjeblikket bruger standard Pebble blog templaten og der vil sikkert også være links der ikke fungerer som de skal.

Men fortvivl ikke, det går langsomt men stødt fremad og inden længe vil jeg forhåbenligt have det hele klar og resultatet skulle gerne være en noget mere stabil server end den gamle, som slæbte på resterne af mange mislykkede eksperimenter.

Note: Web2.0 Logo leveret af Web2.0 Logo Creator.

05 august, 2006

Den store mission?

I de seneste uger har der været historie på historie om de danskere Per Wimmer og René Gross Kærskov som har muligheden for at gøre det som alle drømmer om og tage på en kort sviptur i rummet.


The pale blue dot, kilde Wikipedia

Men samtidig har jeg været lidt frusteret fordi jeg kunne huske et program på TV2 der var en konkurrence om at blive den første dansker i rummet. Vinderen var ingen af de 2 ovennævnte, så hvordan kan en af dem blive den første dansker i rummet? Den virkelig frustration kom af at jeg på TV2s hjemmeside ikke har kunnet finde en reference til programmet og samtidig har jeg ikke været helt sikker på hvad programmet rent faktisk hed, mit bedste bud var "Missionen".

Heldigvis er der en journalist på Jyllands Posten som har undersøgt netop dette og skrevet artiklen "'Den store mission' aflyst" som giver forklaringen på hvorfor vinderen Carsten Marquart ikke bliver den første dansker i rummet - hvilken nedtur, men det ser heldigvis ud som om han kommer afsted senere, sikkert på Virgin Galactica som er et projekt man må respektere.

Så nu burde jeg jo være glad, men ikke helt. Hvorfor var det ikke muligt at finde en reference til programmet på TV2s hjemmeside, burde en tv station ikke være med til at dokumentere vores kulturhistorie - ja, jeg mener faktisk at tv er kultur, også ligegyldigt kvaliteten. Og det bringer mig også til et gammelt ankepunkt om tv stationer/programmer, hvorfor findes der ikke permalinks for alle programmer der sendes og er sendt, det ville gøre det så meget nemmere at kommentere og diskutere dem hvis det var muligt at linke specifikt til en udsendelse og have data for hvornår det blev sendt, hvilken kanal osv.

For nylig faldt jeg over ONTV og det ser ud som om der stadig er håb, jeg har dog ikke haft tid til at undersøge alle deres muligheder men umiddelbart ser det ud som om det er muligt at linke direkte til alle udsendelser der er listet i deres tv guide og det er en start, men jeg mangler at finde ud af om linksne holder op med at fungere efter et stykke tid eller om der er tale om virkelige permalinks. Det ser også ud som om de eksperimenterer med brug af RSS til at formidle tv guiden til de danske seere.

Billedet i dette indlæg er taget af Voyager 1 tilbage i 1990, da den drejede omkring, kiggede tilbage og tog et billede af jorden, afstanden var sølle 6,4 milliarder kilometer og jorden, med os alle sammen både dem vi kender og dem vi ikke kender, fylder kun en enkelt lyseblå pixel. (P.S. det er jo klart at Voyager 1 bliver lidt muggen, når man ikke giver den mere at arbejde med når den engang vil forsøge at finde hjem igen)

Efter agurketid er det "kommer snart" tid.

Det er dog utroligt som de danske tv kanaler i øjeblikket har teasere imellem i pauserne for programmer der "Kommer snart".

Hvorfor kan de ikke sige hvornår det kommer, enkelte gange er der mere en 3 måneder til at programmet begynder på kanalen.

TV3 er værst, de viser "kommer snart" indslag også for deres søster kanaler og kan nogle gange vise 3 sådanne indslag i træk, men TV2 er også godt med.

Det må være en smule farligt med en sådan overeksponering af programmer eller er tv seerne bare ukritisk salgskvæg for tv stationerne?

02 august, 2006

Underskrift for Kløverkarréen

Jeg har netop sat mit navn på denne underskriftsindsamling for Kløverkarréen.


Kilde: Kløverkarréen/BIG

Ritts projekt med 5.000 nye boliger i København synes jeg er en god ide og gode ideer skal man støtte også selvom jeg er uenig med stort set alt andet hun går og roder rundt i. Selve projektet Kløverkarréen synes jeg er enormt spændende, både arkitektonisk og som løsning på at stable 3.000 lejligheder ind på et rekreativt område uden at ødelægge dette.

Der er selvfølgelig også en underskriftsindsamling imod, det er jo typisk det underskriftsindsamlinger er, men jeg kan ikke finde et link til den, så det må blive ved omtalen.

Opdatering: Ja selvfølgelig, dagen efter jeg skrev dette indlæg valgte SF endnu engang at bevise at det er Danmarks mest populistiske parti, så nu støtter de ikke længere planerne om boliger omkring Kløvermarken og så er flertallet forsvundet.

Opdatering: Heldigvis ser det ud som om S og R stadig arbejder videre med projektet og jeg krydser mine fingre.

31 juli, 2006

W00t igen, Firefox 200.000.000 downloads

Så er det tid til fest igen, i dag rundende download tælleren på Spread Firefox 200 millioner downloads og der er ikke engang gået et år siden de første 100 millioner blev nået.

Og som altid, der er ingen grund til ikke at skifte til Firefox, så hvis du ikke allerede bruger Firefox, så klik på knappen nedenfor og få et nyt syn på nettet.

Upgrade to Firefox 1.5!

29 juli, 2006

Referat...

Det var det, med de seneste indlæg har jeg næsten fået skrevet mig up-to-date med koncerter der har beriget mit liv på det seneste - så nu er jeg klar til at drage til USA.

Men, Roskilde Festivalen mangler stadig...

Ny Sony Bravia reklame på vej.

Boing Boing rapporterer at denne korte amatør film viser optagelserne til den næste reklamefilm for Sonys Bravia TV.

Hmmm, da jeg skulle finde linket til Bravia reklamernes hjemmeside så jeg at Sony allerede er i gang med at pimpe den nye reklame. Det ser imponerende ud, 70.000 liter maling, rigtig mange bomber og, tror jeg, et par super slow kamera til at fange det hele.

Den fornemste form for anerkendelse er at blive parodieret og det er sket for den sidste Bravia reklamefilm, den med hoppeboldene, se bare her

Opvarmning til BSG sæson 3

Er det snart oktober? For så ville det være Battlestar Galactica tid og jeg kan næsten ikke vente, man bliver afhængig af denne serie.

For at gøre ventetiden længere er producenterne allerede begyndt at tirre os, fornylig begyndte Ron Moore at skrive indlæg på sin blog igen og i dag frigav de en trailer for sæson 3.

Hvorfor er det ikke i august at BSG starter igen, to måneder er lang tid, så det eneste logiske må være at varme op med at gense hele serien igen.

28 juli, 2006

Handsken skal passe.

Netop færdig med at læse "Startup: A Silicon Valley Adventure" af Jerry Kaplan og så kommer denne sammenligning på Cnet mellem Apple Newton og Samsung Q1.

Apple Newton kommer ud af kampen som sejrsherre, hvilket må siges at være noget af en præstation når man stiller et produkt, der gik ud af produktion i 1998, op i mod det seneste nye fra Samsung, Intel og Microsoft.

"Startup: A Silicon Valley Adventure" er en fortælling om det er forfølge en ide, skabe et firma baseret på denne og forsøge at gøre ideen til et produkt og en success. Bogen er Jerry Kaplans beretning om skabelsen af firmaet Go Corporation som skal skabe operativ systemet til de første pen baserede computer, et helt nyt og uprøvet felt. Ideen er at skabe et OS der er skabt til et pen baseret bruger interface og applikationer skabt specifikt til et sådannet. Der bliver kæmpet mange kampe med kæmper som IBM, Microsoft, Apple, AT&T og andre, det er ikke altid de fineste kneb der bruges. Det store problem er at få investorerne og kæmperne til at forstå at det aldrig vil blive optimalt at forsøge at tilpasse Windows eller OS/2 til et pen baseret interface.

Resultatet bliver at kæmperne alligevel vælger at tilpasse deres egne operativ systemer og selv om det lykkes at Go at få deres operativ system PenPoint på markedet løber Go tør for penge, bliver Go solgt til AT&T og relativt hurtigt derefter lukket ned.

Apple udviklede Newton fordi de forstod hvad Jerry Kaplan og Go var igang med og fulgte/stjal Go's ideer, det er derfor at Apple Newton stadig er kampdygtig i en sammenligning med et nyt produkt, som forsøger blot endnu engang forsøger at tilpasse Windows til et pen baseret interface.

Bogen er velskrevet og fortæller detaljeret om hvad det vil sige at forfølge en ide, starte et firma, finde investorer, kæmpe for at få produktet på markedet og bevare en arbejdsplads. Den kan klart anbefales og ligger i samme klasse som "The Soul of a New Machine" og "Microserfs".

Parallele verdener

Lejligheden til at bringe et af de bedste film logoer nogensinde og skrive en smule om en af de bedste film trilogier nogensinde må ikke spildes.

Det er dette kewl sammenklip af de to første Back to the Future film der er lejligheden. Klippet, som er ret langt men skal ses, viser stedet hvor historierne i de 2 film krydser, simpelthen fantastisk ide.

Hvis det er rigtigt, at der ikke var planlagt en efterfølger, da de skrev og indspillede den første film, så er det godt håndværk at få de to historier til at flette så fint ind i hinanden - men så vidt jeg husker så sluttede den første film med den klassiske "To be continued", så mon det er helt rigtigt at de ikke havde overvejet en efterfølger?

At der skulle gå 4 år før efterfølgeren endelig kom er en anden historie og noget som man kun kan undres over.

Via Binary Bonsai.

Ópdatering: Back to the Future trilogien er hermed bestilt på CD WOW!, kan næsten ikke vente.

Opdatering 2: Husk at det er muligt at downloade en kopi af mange af Google Video videoerne, inkl. denne, så kan den komme i arkivet.

24 juli, 2006

Til dem kan lide at vente og være på forkant.

BBC News rapporterer at astronomerne er vældigt begejstrede i øjeblikket, fordi de har opdaget en stjerne 'som snart bliver til en supernova'. Nøgleordet her er snart, i denne sammenhæng kan det betyde i morgen, men højst sandsynligt betyder det 1.000, 10.000 eller 100.000 år fra nu. Jeg håber personligt det bliver i morgen, sidst en supernova af samme dimensioner blev observeret var det af Tycho Brahe tilbage i 1572 og det var vist et vældigt syn.

Men som altid, "alt godt kommer til dem som venter", så respekt til astronomerne som nu sidder på pinde og venter på at denne stjerne skal eksplodere.

Også respekt til jer som følger mine skriverier her på bloggen, ikke at I sidder på pinde, men fordi jeg på grund af mange tilfældige faktorer har jeg haft en mild "skriveblokering" siden Roskilde Festivalen og derfor aldrig fået skrevet om mine oplevelser der og de ting (Robbie Williams koncert) der har været på programmet siden.

Jeg tror, at den primære faktor for denne skriveblokering har været at jeg fik skrevet at jeg ville "skrive et fyldigt referat" i ugen efter festivalen. Det skete ikke og hvis jeg kender mig selv så kommer der nok til at gå en rum tid endnu.

Men for at lette lidt af presset, så er her links til mine billeder fra Roskilde Festival 2006.

29 juni, 2006

Afsted til Roskilde Festival

Om et øjeblik triller jeg mod Roskilde for at tilbringe de obligatoriske 4 dage sammen med musik, øl og gode venner.

Der har været musik siden i søndags, men det var først i går aftes jeg fik sneglet mig ud til Marie Kay Band, hvilket var rigtig godt.

Jeg ved ikke om jeg får lavet indlæg her på bloggen under festivallen, hvis ikke kommer der et fyldigt referat i næste uge.

Afsteeed....

19 juni, 2006

VOR Göteborg - fredag

Nyligt hjemvendt fra nogle fantastiske dage i Göteborg, hvor jeg havde muligheden for at følge slutningen på Volvo Ocean Race 2005-2006 på tætteste hold, ombord på en af TEAM ABN AMROs følgebåde.

Vejret var perfekt, måske endda en smule for perfekt, vinden var ikke mere end en svag brise og derfor lykkedes det desværre Pirates of the Caribbean at komme først over målstregen (eller rettere under den, målstregen var en bro) efter det ellers havde set ud til at det skulle være ABN AMRO TWO der skulle være vinder af det sidste ben.

Der var mange, adskillige tusinde, skibe ude for at tage imod V70 racerne. Det var et imponerende syn og jeg tager hatten af for kaptajnen på vores båd, som bragte os sikkert igennem kaos og frem til nogle fantastiske positioner så vi kunne følge kampen om sejren på nærmeste hold.

Jeg har taget et par billeder af dagens oplevelser.

Tillykke til ABN AMRO ONE som vinder af Volvo Ocean Race 2005-2006, ABN AMRO TWO der tog verdensrekorden som den hurtigste enkeltskrogsbåd og til de 5 øvrige både som også har ydet en imponerende indsats.

Jeg ved der er andre en mig der har taget billeder og efterhånden som jeg finder adresser på disse vil jeg opdatere dette indlæg.

Opdatering: Kristian har opdateret sin blog og lagt billederne han tog på nettet.

16 juni, 2006

VOR Göteborg - fredag

En lang, men interessant, dag her i Göteborg hvor jeg har deltaget i ABN AMRO Nordic Investor Forum 2006.

Der er meget at berette, men ikke megen tid til at skrive, så det bliver kun til nogle få billeder.

VOR runder Danmark

Så er Volvo Ocean Race ved at være slut, tidligere i dag startede V70 bådene fra Rotterdam med kurs mod Skagen, hvor de foretager et herresving til styrbord for endeligt at ramme Göteborg og så er det slut.

Det smukke ved dette sidste ben, af den lange rejse, er at Danmark befinder sig lige midt i det hele, bare se her

Endnu smukkere er det, at jeg om få timer tager afsted til Göteborg for at tage i mod bådene og deres besætning - der er alvorligt lagt op til fest.

Hvis det er muligt, vil jeg forsøge at skrive et par indlæg derovre fra, efterhånden som jeg oplever noget, men som altid jeg lover ikke noget ... og der er ikke meget tid i denne weekend, der skal også holdes øje med Le Mans og U.S. Open, så det er vist godt at fodbold ikke er så vigtigt i min bog.