11 september, 2011

USA Vest 2011 - dag 15

Elses fødselsdags og den skulle fejres.



Laura havde skaffet os billetter til semifinale dagen i US Open, 6. række på center court lige på den ene baglinie - fantastsik og mange tak Laura. Netop som vi ankom til Arthur Ashe stadium åbnede himmelen sig og der faldt en masse vand, så vi frygtede lidt at alt ville blive aflyst. Heldigvis var det ovre på kun 10min og da vi havde fundet vores pladser var de allerede igang med at tørre banen, en ganske interessant process at følge med i.

Lidt forsinket gik dagens første kamp i gang, mellem Djokovic og Federer, Djokovic er forsvarende mester men det var hurtigt tydeligt at publikums favoritten var Federer og også vores favorit.




En lang, næsten 4 timer, fantastisk kamp med 5 sæt og hvor Federer havde 2 matchbolde i eget parti og alligevel lykkedes det Djokovic at vende kampen og få sejren.

God underholdning på helt enestående pladser, en oplevelse der kommer til blive husket i meget lang tid.

Aftenen tilbragte vi på WD-50, en super restaurant hvor ikke alt på tallerkenen tager sig ud for det det er, endnu en super oplevelse. 7 retter og det løse, meget kunstnerisk så her er et par billeder.

En af forretterne: is med bagelsmag, støv af røget laks og hård smøreost.

En af desserterne: eksplosion af smag..
På vej hjem til Tribeca følte vi os pludselig omringet af 1000-vis af motorcykler, kørende på vejene og parkeret lige så tæt over det hele. Vi spurgte en politimand i området og han fortalte at det er en 9/11 tradition for bikere at køre på tværs af landet og kører forbi Ground Zero.

Ground Zero er ved at være klar til søndag, f.eks. er det ny One World Trade Center blevet klædt i røde, hvide og blå lys. Der mangler stadig 40 etager og en antenne på omkring 100m på dette hus før det står helt færdigt.



USA Vest 2011 - dag 14

Ikke meget at fortælle, rejsedag fra San Francisco til New York.

Vi kom dog "tilfældigt" forbi 1 Infinite Loop og så skal der selvfølgelig tages et billede.


Turen til NYC forløb glat, på nær at man jo kun har den spænding man selv skaber og jeg fik tjekket sikkerhedskontrollen i lufthavnen da jeg havde glemt at flytte min lommekniv fra håndbagagen til min indtjekkede bagage. Den fandt de selvfølgelig og så skal der jo snakkes lidt, heldigvis havde jeg ikke den ringeste ide om at jeg havde den i min taske så jeg må have set tilpas flov/overrasket ud da han viste mig den til at der ikke var de store problemer og jeg fik lov til at sende den hjem med post.

Til gengæld var turen fra JFK lufthavnen til Tribeca noget af en oplevelse, selvom det kun var fredag aften var store dele af det sydlige Manhattan afspærret og bliver nøje kontrolleret af en hær af politi. Så de sidste 300m af vores taxatur tog næsten en halv time, hvor chaufføren måtte køre en stor omvej og vi flere gange havde lysten til bare at hoppe af og gå det sidste stykke - heldigvis er turen fra JFK til Manhattan fast pris så det var kun tid vi spildte.

09 september, 2011

USA Vest 2011 - dag 13

Brød fra Tartine til morgenmad, det er en rigtig god måde at starte dagen på.

Vi bor i det område af San Francisco som hedder Cow Hollow og da vi fik kigget på et kort til morgen opdagede vi at Golden Gate Bridge var inden for gå afstand, så det blev planen for dagen.

SF er lidt spøjs, jeg har stadig ikke fundet et reelt centrum og det virker som om alle de cool ting er spredt ud over byen med rund hånd, så selv et i-kanten-af-byen kvarter som vi bor i har mange fine butikker, barer og restauranter og det går igen for de andre områder vi har været igennem. For eksempel fandt jeg i  dag af at motellet vi bor på (og som jeg har boet på 2 gange tidligere) ligger 2 blokke væk fra en Apple Store? Og sådan er det med rigtig mange ting, man kunne bruge dage på at udforske de forskellige nabolag, jo længere tid man opholder sig her jo mere synes man at man mangler at udforske og opleve.


Vi drog afsted, med pizzaboks med resterne fra researchen i går aftes under armen, mod Golden Gate Bridge. Det gik findt indtil vi løb ind i et større vejarbejde som blokkerede for alle smutveje ud til strandpromenaden, så vi var igennem kirkegård, over mur og så næsten på rette vej igen.


På vores "smutvej" kom vi forbi en lille kirkegård for kæledyr, uheldigvis ligger den lige midt i vejarbejdet som bygger en ny indfaldsvej/bro fra Golden Gate Bridge men den må være eksemplet på at Amerikanere nogle gange er lidt underlige og der var simpelthen blevet bygget en platform henover kæledyrs-kirkegården således at man kunne understøtte den nye motervejsbro uden at berøre kæledyrs-kirkegården. Jeg er ikke helt sikker på at det ville være blevet hånderet på samme måde i DK.


Golden Gate Bridge er et imponerende bygningsværk og man kan ikke andet en lade sig imponere over hvor flot den passer ind i landskabet - det er som om den altid har ligget der. I dag var gusen/tågen fra Stillehavet tung og toppen af pylonerne stak op i tågen, men det får faktisk bare det hele til at se lidt mere drømmeagtigt ud.


Vi kravlede op til broen og gik ud til midten - stadig med pizzaboks under armen. Der er befærdet på det fælles cykel og gang areal på broen og vores pizzaboks bragte mange smil på folks læber. Udsigten fra broen ind over byen er den bedste mand får og hvis man kommer til SF skal man unde sig at gå eller cykle over broen.


Indholdet af pizzaboksen blev nydt nedenfor broen, fantastisk pizza - også kold, lige hvad der var brug for til frokost.

Vi gik langs strandpromenaden hele vejen ind til Fishermans Wharf hvor Ghiradellis chokolade fabrik ligger (faktisk lå, tror ikke de laver chokoladen der længere) og som er et fast stop på mine besøg i SF. De har nemlig en iscafé hvor man kan få sig en "Very Berry Sunday"... en bombe af en desert og den lagde sig lidt tungt, så vi så os nødsaget til at forsætte gå turen for at få lidt af den brændt af. Vi gik videre langs Fishermans Wharf og forbi alle molerne, rundt til kanten af finansdistriktet. Her fandt vi en bus tilbage til motellet. Den "lille" tur ud til Golden Gate Bridge endte med at blive en tur halvvejs rundt om SF.


Jeg havde for lang tid siden lavet reservation på The Dining Room, en et stjernet Michelin restaurant og som jeg har læst godt om. Vi ankom stadsmæssigt med bus og på gåben til The Ritz-Carlton hvor restauranten ligger. Super oplevelse, tjenerne var om sig og rigtig god mad. Vi valgte kokkens tasting menu og det var en god oplevelse. Efter at være blevet præsenteret for deres udvalg af øl, som mest bestod sig i Stella, Heineken og den slags forbarmede en af tjenerne sig og fandt en flaske Hobs Stoopid som han vist havde lagt fra til sig selv fra et arrangement de havde afholdt for nogle dage siden - så jeg endte også med at have god øl på bordet. En helt igennem dejlig aften.


Vi lærte til sidst at dette at om en uges tid lukker The Dining Room, de ændrer koncept til et mere casual sted, så vi synes at vi var meget heldige at har nået at spise der. 

Nu er vi tilbage på motellet og har pakket så vi er klar til at drage til lufthavnen i morgen, hvor vi flyver til New York.

USA Vest 2011 - dag 12

Morgenmaden på værelset, det gode brød fra Tartine og gode oste, så er dagen godt i gang.

Det var overskyet, som det vist er det fleste morgener i San Francisco. Men vores plan var alligevel at vi skulle ud og bade i Stillehavet, så vi kørte sydpå uden fast mål for at se om vi kunne finde en strand.

Vejret i SF og omegn afhænger meget af havgusen/tågen som kommer fra Stillehavet, når den kommer ind over land falder temperaturen hurtigt 10-15 grader. I de dage vi har været her, har man, selv når solen har haft overhånden kunne se denne lavt hængende "sky" ude over havet. På turen ned af Highway 1 kørte vi nogle gange i sol og andre gange i tåge alt efter hvordan kysten bugtede sig ind og ud.


Vi var ude og kigge på et par strande direkte ud til havet, men disse lå inde i det grå vejr og vandet virkede meget koldt. Det ene sted var jeg ude og soppe for at få en fornemmelse af temperaturen, det var koldt, pludselig stak en sæl hovedet højt op over vandet 10 meter fremme for mig og kiggede lidt fortørnet på mig som om den mente at mine fødder skræmte fiskene væk.


Men da vi kom til Santa Cruz var det rigtig godt vejr i bugten og vi fandt et lille spisested på kanten af havnen, hvor de serverede fish'n chips hvor fisken var lokal fanget torsk, det var vældig godt.


Godt mætte forsatte vi ud af molen hvor en flink lokal dame standsede os og pege ud i havnemundingen hvor en flok delfiner svømmede rundt og spiste fisk.


Lige ved siden af molen var der en stor flot sandstrand hvor vi fik brugt lidt tid og fik en god tur i bølgerne.

Eneste ting vi skulle nå resten af dagen var at spise på Tony's Pizza Napoletana, efter sigende det bedste pizza sted i SF og måske hele vestkysten. Man kan ikke bestille bord og der er typisk 1 times ventetid på at af få et bord, hvilket ikke er så skidt når man er forberedt på det og vi skulle da også vente en time på vores bord. Det er en god anledning til at finde en sted at få en drink før middagen.

Tony's Pizza er et vildt pizza sted, der gør tingen helt rigtigt, hver type pizza sin dej og sin ovn. Der er 4 forskellige ovne, en brændefyret ovn, en kulfyret ovn og to elektriske ovne. Ovnene bager ved forskellige temperaturer og nogle af dem bidrager også med smag til pizzaen.

Når man nu ikke har mulighed for at komme her så tit og gerne vil prøve lidt af hvert, så er eneste løsning at bestille godt med pizza. Så vi endte med at have 3 kæmpe pizza på vores bord - og det er der slet ikke noget galt i, der er tale om research og ikke aftensmad.



Jeg havde bestile en New Yorker (sød tomatsovs, ricotta og 2 slags pepperoni) bagt i kulfyret oven og en Cal Italia (figen marmelade, balsamico og parmaskinke) bagt i brændefyret ovn. Else bestilte en pizza med pesto, spinat og mozarella ost.

Det var rigtig gode pizza,  New Yorker klart den bedste, Cal Italia en anelse for sød og for meget ost. Der var rigeligt med pizza og selv om jeg åd mig stop mæt var der ingen mulighed for at vi fik spist op, så er det godt at man kan få resten med hjem i pizzaboks - det blev gemt til frokosten i morgen.

Jeg var nød til at gå hjem og slå mave efter den grundige pizza research og vi var så heldige at der på to (2!) af de hundrede tv kanaler vi kan modtage på motellet kører Venner kavalkade, lige det vi havde brug for og det var svært at få slukket for TV'et...


07 september, 2011

USA Vest 2011 - dag 11

Ud og opleve San Francisco, uden en helt præcis plan med med at par god mulige mål på radaren.


Rundt om hjørnet fra vores motel ligger en rigtig klassisk diner hvor de selvfølgelig også serverer morgenmad, her fik vi lagt bunden til en god dag i SF.


Vi gik, hvilket er en seriøs ting her i SF hvor der efter sigende der mere en 40 bakker og de er alle meget stejle, op af Steiner St. med næsen mod det område der hedder Mission. På vejen og på toppen af den anden bakketop vi passerede kom vi tilfældigvis forbi Alamo parken hvor holdte et kort hvil med udsigt til nogle meget kønne og typiske huse for San Francisco, jeg kom til at tænke på komedieserien Full House (kan ikke huske hvad den hed på dansk) og efter en hurtig søgning på internettet (dejligt at have data på sin iPhone herovre også) viser det sig at åbningssekvensen faktisk viser netop denne park og den række huse vi sad og kiggede på.


Videre op af endnu et par bakker og lidt snusen rundt fandt vi et af vores mål, Magnolia Gastro Pub and Brewery. Fantastisk lille sted med 14 forskellig hjemmebryggede øl på menuen, jeg nåede 2 og Else fik en hjemmebrygget root beer og et glas granatæble cider.


Herfra fik jeg ledt os på vildspor så vi endte ved et andet af vores mål end der faktisk var planlagt, på vejen kom vi forbi et fantastisk udsigtspunkt over byen og kunne se tågen rulle ind i bugten og omslutte Golden Gate Bridge.

Vi havde faktisk planlagt at tage i Castro Theater, en gammel biograf der viser både nye og gamle film. I denne uge viser de Gary Grant film og vi havde planlagt at se Notorius til 3-forestillingen. MEN jeg fik os let på afveje og vi endte ved bageriet Tartine i stedet.


Tartine er et fantastisk bageri hvor de bager det bedste brød på vestkysten og måske hele USA - de er nørder af samme karakter som Bo Bech og Claus Meyer når det kommer til brød. Se denne video for at fange lidt af stemningen.


Fordi jeg nu havde lavet helt om på vores planer spiste vi frokost på Tartine, rigtig rigtig godt og købte et par kager og lagde os op i en nærliggende park, fyldt med mennesker og nogle få der forsøgte at spille på bongotrommer. Dejligt at ligge og slappe af og nyde solen og få tiden til at gå indtil 7-forestillingen hvor de heldigvis viste Notorius endnu en gang.


Vi nåede også at udforske lidt af området, som er kendt for at der bor mange homoseksuelle og der hang også rigtig mange regnbuefarvede flag i området. Vi nåede et par hurtige drinks på en bar opkaldt efter Harvey Milk. De viste Lost in Translation på fladskærmene og selvom det var med undertekster fremfor lyd, så er det stadig en fantastisk film.


Afsted til Castro Theater som er en kæmpe gammel biograf, billet købes i en lille billet bod ude foran (som man ser på film) og alle film indledes ved at et orgel hæves op foran scenen og der spilles nogle numre med gammel filmmusik. Herefter var det sort/hvid film med Ingrid Bergman og Gary Grant og salen var godt fyldt. Filmen og biografen passede virkelig godt til hinanden og der var stemning af at være i biografen for 60-70 år siden.

Sidste mål for dagen var en anbefaling fra en af Elses kollegaer som kommer fra San Francisco og noget vi var noget spændt på, aftensmad på Burma Superstar. Det var tirsdag aften, kl. 21:15 og der var lang kø uden for restauranten, heldigvis var der god udskiftning lige da vi kom og det tog 5-10 min før vi kunne sætte os.



Virkelig god mad, vi startede med 2 salater; Tea Leaf Salad og Rainbow Salad. Kombinationer af ingredienser som jeg aldrig har oplevet og smag og præsentation var helt i top. Jeg forsatte med Chili Lamb med 4 slags chili og meget meget stærk og rigtig god. Else fik en god curry. En desert som nok er den underligste desert jeg nogensinde har fået, bread pudding med jello, sago gryn, vanillie is, søde bønner, brød, mælk og nogle ingredienser jeg ikke helt kunne bestemme. Præcis det jeg havde brug for oven på den stærke hovedret.

Nu ligger jeg på sengen godt mæt og skriver dette, vi skal til at finde ud af hvad vi vil ud og se i morgen, det er dejligt at være på ferie.



Vi købte et brød med fra Tartine og nogle oste i det nærliggende lokale marked Bi-Rite, så jeg glæder mig allerede til at skulle op og have morgenmad i morgen.

USA Vest 2011 - dag 10

Labor Day og vi (læs jeg) havde planlagt at vi skulle på skovtur. Efter at have overnattet på Calistoga Inn, rigtig hyggelig sted med eget bryggeri, restaurant og pub, manglede vi kun et kort lille stykke ind til San Francisco hvor vi skal bruge de sidste dag før vi drage til New York.


På vej til skoven kom vi igennem Petaluma og jeg benyttede lejlighed til at slå forbi The TWiT Brickhouse, der selvfølgelig lukket fordi det var Labor Day men stadig sjovt at se. (Giver sikkert ikke mening for særligt mange, men der er nogle der ved hvad jeg taler om).

Skovturen var planlagt til Muir Woods, som er en kløft tæt på SF hvor der gror Red Woods. Disse enorme træer imponerer mig hver gang jeg ser dem og er igen ikke noget der kan tages gode billeder af eller forklares i ord - det skal opleves. Fordi det var Labor Day og alle havde fri var der rigtig mange andre der havde fået samme ide med at tage i skoven, men vi fandt heldigvis en parkeringsplads kun et par kilometre væk fra indgangen.


Skovtur er sat i system i Muir Woods, fordi der kommer så mange gæster er de første mange hundrede meter af stierne i skoven lavet som boardwalks og man skal holde sig på dem. Vi var så heldige at ankomme netop som den sidste af de 2 guide ture på dagen startede. Så en vældig hyggelig lille mand fortalte os alle fakta omkring Red Woods og andre små anekdoter omkring Muir Woods. Da han slap os løs tog vi en af de afmærkede ruter og heldigvis var der næsten ingen andre der havde valgt den rute, så vi kunne gå rundt og kigge op i trætoppene og blive benovet over kæmpe træerne, hvor de højeste i denne skov var omkring 70m.

Efter at have gået i skyggen, var det rart at komme ud i solen igen og vi tog en smuttur nord af Highway 1 for at få et blik ud over Stillehavet, der var jo godt tåget da vi forsøgte sidst og for at finde et sted til frokost. Vi endte i Stinton Beach, hvor der også var mange mennesker, men heldigvis fandt vi en parkeringsplads og et godt lille sted at spise.

Godt mætte vendte vi kølerhjelmen mod San Francisco, hvor der selvfølgelig var godt med trafik henover Golden Gate, men det gav os bare mere tid til at nyde broen og udsigten ind over byen.

Hurtigt check-in på Greenwich Inn, hvor vi nåede at se første sæt af Wozniackis kamp, som hun tabte heldigvis kunne vi senere læse at hun havde vundet og er gået videre - det bliver spændende om hun kommer hele vejen i år. Hun er meget populær herovre.


Vi en god tur op af Lombard St., den med hårnåle svingene og ned i Downtown, hvor vi efter en hurtig indskyldelse hoppede på en cable car hvilket betød at vi endte på Pier 39. Her fandt vi et godt lille, meget turistet, italiensk spisested med alt godt fra havet, lige det vi havde brug for.


05 september, 2011

USA Vest 2011 - dag 9

I dag skulle vi ud og cykle i Napa Valley og smage på vin.


Med guide og 4 andre på holdet skulle vi cykle en god tur og undervejs besøge 4 vingårde. Det var vældig spændende at bevæge sig rundt på den måde i et ret utroligt landskab.


Smagning af vin stod Else for og undertegnede så mest på og lærte en masse om en vin. Halvvejs blev der serveret en rigtig dejlig frokost.


Det var en god lang tur, ca. 18mil fordelt over 6 1/2 time. Den første times tid overskyet, men så kom solen og resten af dagen var det med en brændende sol hængende over os, heldigvis var der en god brise til at køle, det er dog ikke altid en fordel når man cykler.

Vingård hvor Else og andre nyder gode vine
Overnatning var bestilt på forhånd på Calistoga Inn som også er stedet hvor Napa Valley Brewing Co holder til, så der var også lidt til mig og vi har nydt nogle øl og cider i skyggen i bryggeriets bar.

Calistoga Inn baghave hvor undertegnede nyder en kold, lokal brygget øl.

Der er også en restaurant hvor vi har spist rigtig god aftensmad (og øl).