25 juni, 2008

E-valg, nej tak!

Ønsket fra embedsstanden om valgmaskiner eller elektroniske valg går henover hovedet på mig.

Jeg kan ikke forstå, at man forsøger at automatisere netop den del af valgprocessen hvor befolkningen deltager i selve udførelsen af valghandlingen. Hvervet som valgtilforordnet er en af de vigtigste dele af valg processen, de udfører de vigtigste opgaver og gør dem til at stole på. Valgtilforordnede udvælges som en repræsentativ skare iblandt medlemmerne af de forskellige partiers vælgerforeninger og udgør derfor et uvildigt værn imod snyd i forbindelse med en valghandling, da det vil være højst usandsynligt at de udvalgte vil kunne finde sammen om en skjult dagsorden.

De valgtilforordnede står for kontrol af valgkort og uddeling af stemmesedler til vælgerne og når afstemningen er slut er det de samme valgtilforordnede der står for optællingen af stemmerne.

Så jeg ved at når jeg afgiver min stemme til et valg så er det mine ligemænd der udfører selve handlingen. Min stemmeseddel og alle andres er igennem så mange hænder og forbi så mange øjne at det vil være højst usandsynligt at der kan forekomme snyd (i større og betydende grad) ved danske valg.

Ligesom de der bliver udtaget til værnepligt, efter aftjent værnepligt, er repræsentanter for militæret og bringer denne institution tættere på den almindelige befolkning, så fungerer vores valgsystem med valgtilforordnede på samme måde ved at gøre valghandlingen gennemskuelig og troværdig.

Udover de ovenførte, efter min mening åbenlyse, fordele ved et manuelt valgsystem så har jeg meget svært ved at se gevinsten ved at gøre valg elektroniske.

Fordelene er som jeg ser det besparelser i mandskab, omkostninger til trykning af stemmesedler og hurtigere sammentælling af resultater. Af disse er der ingen som jeg mener tjener befolkningen.

Hvor store besparelserne reelt er har jeg svært ved at vurdere, men jeg tror ikke det kan være meget, de mennesker der skal bestyre valgmaskinerne er formegentlig dyrere. Sikkerhedsprocedurerne der skal sættes op omkring disse maskiner skal være omfattende og det er ligeledes dyrt.

Hurtig sammentælling af resultat er kun interessant for presse og politikkere.

Samtidig bringer man en ekstra interessent ind i ringen omkring vores valg nemlig leverandørerne af maskinerne og jeg gætter på at deres fremmeste formål er at penge og ikke har helt de samme interesser som befolkning i at afholde en ordentlig, fair og gennemskuelig valghandling - men det er jo nok svært at dokumentere.

Hertil kommer at bringe teknologi ind i valghandlingen nødvendigvis må distancere den fra den almindelige borger, da langt de fleste ikke vil være i stand til at sikre sig at maskinerne rent faktisk sammentæller stemmerne korrekt og garanterer stemmerne bliver afgivet anonymt. Kravene til de eventuelle danske valgmaskiner er vist ikke engang at de skal være open source, så ikke engang den del af befolkningen der ville kunne gennemskue maskinernes funktion kan få lov til dette. Her bliver det i sidste ende et spørgsmål om at befolkningen må stole på staten eller kommunen som står for programmeringen og sikringen af disse maskiner.

Det er en kompliceret opgave at lave en sikker valgmaskine der samtidig garanterer anonymitet og hvor det sammentalte resultat kan eftergåes og kontrolleres, det er ikke bare en triviel IT opgave.

Nej, jeg har det ret godt med at vores valg er manuelle, hvor man sætter et anonymt kryds på en stemmeseddel udleveret af ligemænd, resultatet sammentælles af samme ligemænd og der findes faktisk en mulighed for at eftergå resultatet fordi stemmesedlerne er det fysiske bevis for de faktiske afgivne stemmer.

Derfor er jeg ubeskrivelig glad for at Karen Jespersen i dag har afvist at lade en række kommuner holde elektroniske valg ved næste kommunalvalg, det kan dog se ud som om det kun er en stakket frist, men det giver dog mere tid til at forhindre denne underlige konstruktion som ikke er til samfundets bedste.

Teknologi kan bruges til at løse mange af vores problemer og gøre vores liv og hverdag lettere, men i nogle tilfælde er der andre og vigtigere mål end at tingene skal være lette.

17 juni, 2008

2 Seagate harddiske mødes

Har i aften ryddet op i en skuffe og faldt over et klenodie fra en svunden tid, en gammel Seagate ST4182N SCSI harddisk.

Jeg har besluttet at den ikke skal smides ud, der bliver sat et par ting på plads når man har haft den i hænderne (flertal, den vejer 3,5kg). Når man køber f.eks. DVD-drev så køber man typisk et drev med dimensionerne 5 1/4" halv højde. 5 1/4" er bredden og som I nok har gættet så er "halv højde" drevets højde - men halv af hvad?

Denne gamle harddisk er af dimensionerne 5 1/4" fuld højde.

Næste ting der faldt mig ind er selvfølgelig at lave et model foto sammen med den disk jeg netop har pillet ud af min MacBook.

2 generationer af Seagate harddiske

Og ikke mindst, så er det vigtigt at bemærke at den store harddisk i billedet faktisk er den med de mindste fysiske dimensioner og endda med en faktor 1000.

Den fysisk største disk kan lagre 155MB (MEGA bytes - 162.529.280 Bytes) og den lille disk fra min MacBook kan lagre 160GB (GIGA bytes - 171.798.691.840 Bytes)

Disken jeg har sat i min MacBook er på 320GB, så den er 2000 gange større end klodsen på ovenstående billede....

P.S. Dette indlæg er skrevet i Firefox 3.0 som netop er kommet i dag, det er tid til at opgradere, det er en dejlig oplevelse.

09 juni, 2008

Kylie i Forum

I går aftes holdte Kylie kirke i Forum og heldigvis var jeg der til at opleve det, sammen med Pernille og Claus og 8000 andre.

Kylie i Forum

Det er nogle år siden jeg så hende i Aalborg og det var ligeså godt denne gang som sidst.

Når Kylie går på scenen sker det med et enormt scene show og hun benytter sig af alle poppens trick udført med perfektionisme ned i mindste detalje, hvilket er en god ting og resultatet er en kæmpe koncert oplevelse hvor man er underholdt fra start til slut.

Koncerten havde pause halvvejs og første sæt var godt, men andet sæt var ekseptionelt. Forholdet mellem nyt og sikre hits var godt og Kylie formåede at få fat på alle også selvom Forum var ulideligt varmt (dog ikke så galt som sidst U2 spillede der) .

Jeg må konstatere at et godt scene show virkelig bidrager til at jeg har en god koncertoplevelse, Kylie benyttede sig af alt hvad der er tilgængeligt. Sidste gang i Aalborg var hele koncertens tema Las Vegas, denne gang bestod koncerten af små temaer som varede 2-3 numre hvilket også fungerede rigtig godt og scenen skiftede fuldstændigt udtryk fra tema til tema.

Kylie i Forum

Samtidig med at alt udføres med gennemført profesionalisme så er Kylie samtidig charmerende og imellem numrene skinner hendes personlighed igennem når hun snakker lidt med publikum.

Det var en rigtig god aften og jeg var underholdt hele vejen og jeg er også at finde næste gang Kylie giver koncert i nærheden af mig.

Kylie i Forum

Andre medier skriver:

05 juni, 2008

Celin Dion i Parken

Først må jeg fortælle at jeg absolut ikke er den største Celin Dion fan, men for nogle månedrs tid siden blev jeg involveret i kampen for at skaffe billetter til nogle af mine venner og i kampens hede endte jeg selv med også at have en billet.

Jeg har været meget i tvivl om jeg skulle tage med til koncerten eller ej, faktisk i så lang tid at valget ikke længere kunne tages og derfor var jeg til Celin Dion koncert her på en Grundlovsdags aften.

Celin Dion i Parken

Men det var godt, jeg nød koncerten. Celin Dion har alligevel mange hits i bagagen og hun formåede at få fat i det meste af publikum i Parken, som jeg nok synes er nummeret for stor til den type musik.

Det drejede sig om Celin Dion, sang og musik, der var ikke meget scene show, hvilket nok var lidt skuffende når man har set hvordan scenen kan bidrage stort til koncertoplevelsen (jeg tænker f.eks. på George Michael, Robbie Williams, U2 og Kylie).

Celin Dion i Parken

Men Celin Dion kan synge, virkelig synge og det er faktisk det vigtigste og derfor var det en god koncert oplevelse. Sangene var både hendes egne og overraskende mange som andre før hende har synget.

Mærkeligt nok sang hun ikke Tim Christensen hittet "Right Next To The Right One" som jeg ellers ville have troet ville være et sikkert stik i Danmark, men om det var fordi publikum hastigt forlod deres stole efter de 3 ekstra numre og ikke lod Celin Dion have chancen for at komme tilbage og give det nummer får vi nok aldrig at vide.

Rigtig hyggelig aften i godt selskab.

Andre medier skriver:

01 juni, 2008

Indiana Jones IV

Det bedste sted at bruge et par timer af den varme middagssol er i en kølig mørk biograf, så det gjorde min søster, Thomas og jeg i dag. Vi var i Imperial for at se Indiana Jones IV.

Der er ikke så meget at fortælle om filmen andet end at det er en Indiana Jones film efter helt samme opskrift som vi kender - og elsker. Dog synes historien at være en smule vild og man bør derfor aflevere den lille stemme der af og til siger "Arrrgghh, det der, det kan bare ikke lade sig gøre" i garderoben før man går ind og ser filmen.

Scenerene i filmen er enormt flotte og hvis de laver et Indiana Jones spil hvor universet er lige så stort som i God of War spillene (jeg tror det bliver kaldt larger-than-life-univers) så de kan reproducere scenernes storhed og lade os spille dem - så er jeg nok køber til spillet.

Da vi forlod biografen var Indy i egen høje person mødt op uden foran Imperial.