11 september, 2011
USA Vest 2011 - dag 14
Vi kom dog "tilfældigt" forbi 1 Infinite Loop og så skal der selvfølgelig tages et billede.
Turen til NYC forløb glat, på nær at man jo kun har den spænding man selv skaber og jeg fik tjekket sikkerhedskontrollen i lufthavnen da jeg havde glemt at flytte min lommekniv fra håndbagagen til min indtjekkede bagage. Den fandt de selvfølgelig og så skal der jo snakkes lidt, heldigvis havde jeg ikke den ringeste ide om at jeg havde den i min taske så jeg må have set tilpas flov/overrasket ud da han viste mig den til at der ikke var de store problemer og jeg fik lov til at sende den hjem med post.
Til gengæld var turen fra JFK lufthavnen til Tribeca noget af en oplevelse, selvom det kun var fredag aften var store dele af det sydlige Manhattan afspærret og bliver nøje kontrolleret af en hær af politi. Så de sidste 300m af vores taxatur tog næsten en halv time, hvor chaufføren måtte køre en stor omvej og vi flere gange havde lysten til bare at hoppe af og gå det sidste stykke - heldigvis er turen fra JFK til Manhattan fast pris så det var kun tid vi spildte.
22 november, 2007
Mac to the Future
Nu er det en uge siden jeg hentede min MacBook i Humac, sammen med lidt andet rart Apple hardware.
Jeg har hidtil brugt Linux som min primære platform, men længe haft et godt øje til Apple og for næsten 2 år siden lavede jeg en aftale med mig selv om at jeg ville købe en Mac når Leopard blev frigivet - at det skulle tage 2 år var ikke helt med i planen, men det går nok og jeg har fået mig en rigtig dejlig maskine.
Det er den sorte 13" MacBook jeg har købt og fordi jeg har sparet sammen så længe har jeg kunnet sætte 4GB RAM i.
MacOS X er en rar oplevelse, også selvom der er nogle ting der fungerer fundamentalt anderledes end i andre operativ systemer, nogle af disse oplever jeg faktisk som smartere og resten er i kategorien at der er lige gyldigt om det fungerer på den ene eller på den anden måde. Og så er der alle de ting som MacOS X bare gør rigtigt og, hmmm, lækkert er nok det bedste ord.
Der er stadig mange ting at gå på opdagelse i og det kan godt være der kommer små glimt af mine oplevelser her, men indtil videre er det bare en glad Laust der bærer rundt på sin computer.
Min IBM bærbare med Ubuntu Linux er stadig vældig meget i spil, der er opgaver der er bedre løst på den og andre der er bedst løst på en MacBook. Men om det forsætter sådan kan jeg ikke helt overskue på nuværende tidspunkt.
09 januar, 2007
iPhone - ja tak.
Selv om produktet er blevet hypet i månedvis og Apple aldrig har anerkendt at de har arbejdet på det, så præsenterede Steve Jobs i dag iPhone og den ser ud til med lethed at kunne leve op til forventningerne.
For et lille års tids siden skrev jeg et indlæg med overskriften GUI v? og med iPhone behøver vi ikke vente længere. Bruger interfacet er multi-touch og telefonen kører OS X, den kombination ser ud til at sætte alle andre telefoner tilbage og jeg kan slet ikke vente med at få en i hånden. Se selv hvad jeg mener ved at besøge iPhones hjem hos Apple hvor mange af funktionerne demonstreres.
Ud over at være den første mobiltelefon fra Apple, så er denne enhed også deres første widescreen og WiFi iPod, så denne lancering er samtidig et tydeligt fingerpeg om hvad vi kan forvente på den front i 2007.
Hvor har Steve Jobs dog gået og grinet da Microsoft lancerede Zune sidste år og der er endnu et bevis for at det slet ikke er iPod'en som de slås med, men istedet Sonys PSP.
iPhone er selvfølgelig tilføjet listen over ting vi venter på i 2007... og tag nu og brug lidt tid på iPhones hjemmesiden, den er en oplevelse i sig selv.
Opdatering 18/1: Faldt over denne video fra CBS som viser at iPhone rent faktisk eksisterer og fungerer som Steve Jobs præsenterede. Jeg var en lille smule mistænkelig fordi telefonen han præsentede under hans keynote på MacWorld var forbundet med et kabel, som han godt nok sagde var for at bringe billedet op på storskærmen, men alligevel.
12 september, 2006
Apple kuben på 5th Avenue
Endnu en af de ting der stod højt på listen over steder at se i New York, den nye Apple Store på 5th Avenue.
Hvor må det være ærgeligt for den udlejer som har udlejet nogle billige kælderlokaler til Steve Jobs med klausul om at der ikke måtte dækkes for bygningen bagved (en historie jeg helt selv har fundet på).
Denne butik besidder stil og klasse som få og der var hundredevis af mennesker så det er sikkert også en god forretning - selvom de fleste vist brugte stedet som en internetcafe.

