Selv om produktet er blevet hypet i månedvis og Apple aldrig har anerkendt at de har arbejdet på det, så præsenterede Steve Jobs i dag iPhone og den ser ud til med lethed at kunne leve op til forventningerne.
For et lille års tids siden skrev jeg et indlæg med overskriften GUI v? og med iPhone behøver vi ikke vente længere. Bruger interfacet er multi-touch og telefonen kører OS X, den kombination ser ud til at sætte alle andre telefoner tilbage og jeg kan slet ikke vente med at få en i hånden. Se selv hvad jeg mener ved at besøge iPhones hjem hos Apple hvor mange af funktionerne demonstreres.
Ud over at være den første mobiltelefon fra Apple, så er denne enhed også deres første widescreen og WiFi iPod, så denne lancering er samtidig et tydeligt fingerpeg om hvad vi kan forvente på den front i 2007.
Hvor har Steve Jobs dog gået og grinet da Microsoft lancerede Zune sidste år og der er endnu et bevis for at det slet ikke er iPod'en som de slås med, men istedet Sonys PSP.
iPhone er selvfølgelig tilføjet listen over ting vi venter på i 2007... og tag nu og brug lidt tid på iPhones hjemmesiden, den er en oplevelse i sig selv.
Opdatering 18/1: Faldt over denne video fra CBS som viser at iPhone rent faktisk eksisterer og fungerer som Steve Jobs præsenterede. Jeg var en lille smule mistænkelig fordi telefonen han præsentede under hans keynote på MacWorld var forbundet med et kabel, som han godt nok sagde var for at bringe billedet op på storskærmen, men alligevel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar