27 august, 2005

L'EASYs agurker

I øjeblikket kører der en TV reklame hvor L'EASY forsøger at forklare fordelene ved de forskellige måder man kan betale for deres varer og den irriterer mig helt vildt.

Fremstillingen af kontantprisen er fin nok, der kan man vel næsten heller ikke gå helt galt i byen.

Deres 0% renter over 12 måneder kan også lige gå an, adminstrationsomkostnignerne udgør kun 2-3% af købsprisen, så det er vel også fint nok at illustere dette med 12 lige store stykker agurk.

Problemet opstår med det beløb der altid figurer med størst skrifttype og med den mest markant baggrundsfarve, deres afbetalingsordning. I TV reklamerne går det så hurtigt at de ikke når at fortælle om detaljerne for deres afbetalingsordnign. Men for et par dage siden modtog jeg en postomdelt reklame fra L'EASY og på forsiden at denne forsøger de at sælge et 42" plasma TV og afbetalingsordningen for dette består af 75 afdrag (6 år og 3 måneder) og de årlige omkostninger i procent (ÅOP) er 27,1%, hvilket svarer til 14.356,- i kreditkøbsomkostnigner. Når man sammenholder kreditkøbsomkostnignerne med kontantprisen på 15.295,- for TV'et så synes jeg det er forkert at illustrere de 75 afdrag som et par tynde skiver af en agurk på samme størrelse som for kontantkøb så her er mit forlag til hvordan afbetalings-agurken burde se ud.

Som en kuriositet så er L'EASYs hjemmeside fuldstændig ubrugelig i Mozilla Firefox - det er efterhånden længe siden at jeg har oplevet en hjemmeside der falder igennem i forhold til Firefox, men de findes altså stadig.

14 august, 2005

Thomas går 63 på Baltusrol

I følge denne artikel"The 87th PGA Championships" hjemmeside var Thomas, før hans runde i dag, bedst kendt for at være ham der i en bunker på 17. hul på Royal Sct. George smed British Open væk.

Men det er slut nu, 63'eren sætter ham i selskab med en lille skare på 22 der tidligere har gået 63 i en major og specielt med Jack Nicklaus og Tom Weiskopf som tidligere har gjort det på Baltusrol.

At gå en 63'er har også andre fordele, Thomas rykkede op på en samlet 3. plads, kun et slag efter Phil Mickelson og Davis Love III.

Thomas spil godt i morgen og vind den major som vi alle under dig - vis en gang for alle at du hører til i den absolutte verdens elite.

P.S. Og Thomas jeg er overbevist, det blev jeg tilbage i '98 hvor jeg, til Pers uforglemmelige 25 års fødselsdag, indgik et væddemål med Jakob. Det var efter en del hvidvin og julesnaps og væddemålet var om du ville vinde 2 turneringer på Europatouren det år. Weekenden efter festen vandt du Heineken Classic og sidst i april, kun et par dage efter min egen 25 års fødselsdag vandt du Peugeot Open de Espana - sådan! Jakob, vi har forresten stadig et udestående.

07 august, 2005

Remixing U2

Wired Magazine bragte kun et par dage efter U2's Vertigo koncert i Parken en artikel med titlen "U2's City of Blinding Lights" af William Gibson om hans oplevelser i forbindelse med Vertigo touren.

William Gibson er vel nok mest kendt som ham der først beskrev cyberspace og som gav det et navn i romanen Neuromancer . Senest har han skrevet Mønstergenkendelse, som jeg købte for en slik på bogudsalget i januar og læste på turen til Aalborg. Mønstergenkendelse er en af de bøger man ikke helt forstår i øjeblikket hvor man læser dem, men som man i tankerne vender tilbage til igen og igen. Bogen er meget velskrevet og absolut værd at læse, som skrevet den sætter nogle tanker igang. Neuromancer har jeg rent faktisk aldrig læst, men for efterhånden mange år siden opførste BBC Radio 4 den som radioteater og hvis man googler lidt er det muligt at finde mp3'er af stykket og de er absolut en lyt værd.

Men tilbage til U2, Gibson hæfter sig ved hvordan U2 bruger teknologi til at udvikle begrebet stadionkoncert, noget som både jeg og Claus ,i vores indlæg om koncerten, fremhæver som en vigtig faktor ved U2 koncert oplevelsen (mit indlæg om U2 koncerten og Claus' indlæg, med mange billeder). Vi troede jo vi skulle blive snydt for den fulde oplevelse, men U2 leverede fuldstændigt og jeg tror konklusionen er at de har haft en anden skærm med på Europa benet af Vertigo touren. Jeg talte, imens vi ventede på at U2 skulle gå på scenen, 81 rækker, 12 paneler per række og 12 LED "pixels" per panel hvilket giver 11.664 lysende punkter og som svarer meget godt til de 12.000 lamper Gibson beskriver i artiklen. Det skal oveni nævnes at hver "pixel" var en lille skærm i sig selv og opløsningen var derfor væsenlig større end de 11.664 punkter.

Jeg synes der et mægtigt interessant, at netop Gibson har et så tæt forhold til U2, han har for ikke så længe siden skrevet en anden meget læsværdig artikel i Wired, hvor han beskriver remix kulturen som vi alle er en del af. U2 er et af de få bands der forstår remix kulturen, de har opfordret publikum til at optage deres livekoncerter og dele dem med deres venner, til koncerten i søndags var det tilladt at have lommekameraer med og på mange andre måder.

At U2 hele tiden udvider grænserne for koncerter blevet slået endnu mere fast da jeg fik denne SMS for et par dage siden.

Hej, her er Bono...tak for din SMS...tag det næste skridt, gå til www.makepowertyhistory.dk og vær en del af generationen, der siger nej til ekstrem fattigdom.

Under koncerten bad Bono publikum om at sende en SMS med deres navn for at støtte Make Poverty History, senere i koncerten blev alle navnene vist på skærmen bag scenen, det virkede dog som om de afbrød før alle navnene blev vist. Men det var en sjov gimick og som viste sig ikke at være slut med det.

Det er jo næsten umuligt at være uenig med budskabet i Make Poverty History, så nu bærer min blog det hvid bånd - fordi det er værdig sag og fordi U2 forstår sig på remix og en lille smule fordi jeg så Pink Floyd The Wall i Park Bio i går aftes.

01 august, 2005

CoeXisT, regnvejr, U2 med billeder.

Jeg sidder i øjeblikket på Østerbro og udenfor styrtregner det, så voldsomt at tagrenderne løber over og hele gaden er under vand. Men det er perfekt inspiration til at skrive om U2 koncerten i går aftes i Parken og få vist lidt billeder.



Da jeg gik hjemmefra var vejret perfekt til shorts, det var fint solskin og kun enkelte skyer. Vi havde aftalt at mødes i god tid, Mette og Lars, Pernille og Claus (Claus' blog indlæg), Signe, Anne Marie og mig selv på Elvira for at få noget godt at spise før årets oplevelse. Imens vi fik serveret skaldyrssalat, perlehønebryst og en udsøgt æbletærte ændrede vejret sig fuldstændig, sluserne åbne fuldstændigt og Thor morede sig gevaldigt med at rumle i gaderne. Omkring bordet fandtes ikke en eneste der havde pakket en regnfrakke eller slag, men humøret blev holdt højt for det kan jo ikke regne i al evighed og som vi forlod restuaranten holdte regnen op og vi ankom i Parken med højt humør.


Claus og jeg som havde glædet os til at se scenen blev en smule skuffet da det ikke var ?perler-på-snor? storskærmen men en kæmpe metal væg der ikke rigtigt så ud til at være til noget. Vi var som sagt i god tid og nåede derfor at høre Razorlight, et af de to opvarmningsbands, de kæmpede bravt for det at få gang i publikum, men det lykkedes ikke og musikken var ikke det vi var kommet for at høre.


Tiden gik hurtigt og pludselig var klokken 21:45 (vi ankom ca. kl. 20), alt lys blev slukket og der blev leveret instant begejstret publikum da Bono, Edge, Larry og Adam åbnede med Vertigo.

Fantastisk og det blev kun bedre også selv om det var begyndt at regne igen, slet ikke så kraftigt som tidligere men nærmest en sommer silen som kølede behageligt for der kan blive ganske varmt når alle gerne vil tæt på scenen.


Den store metalvæg overraskede ved at den nederste del gled ned og afslørrede 12 kæmpe spots der lyste scenen og dens besiddere op som var de på stranden på den bedste sommerdag.


Metalvæggen forblev åben de næste 5-6 seks numre indtil det var tid til City of Blinding Lights, hvor den lukkede sammen igen og i perfekt synkronisering med at forspillet og regnen tog til i styrke kom skærmen til live og tilføjede koncerten en hel ny dimension.


Scenen var bygget så der gik 2 lange arme ud blandt publikum og Bono brugt flittigt disse at komme i kontakt med publikum og gav os chancen for at se ham lidt tættere på. Heldigvis brugte han den venstre mest, så han var tit "tæt" på. De andre band medlemmer var også af og til ude på disse arme, selv Larry Mullen, men han blev dog hurtigt skubbet væk fra trommen af Bono så han kunne blære sig med en imponerende solo.


Som altid med U2 er der ikke grund til at bruge tid på at fortælle om musikken, alle kender den og den er verdensklasse. I Parken blev den fremført af et energisk band med en usædvanlig karismatisk forsanger der formåede at holde gang i publikum i de fulde 2 timer og 30 minutter begavede os med ? på trods af regnen.


Afslutningsnummeret var, som forventet, Vertigo endnu en gang og denne gang startede Bono den med at tælle "En, to, tre, fjorten" - tak!

Koncerten bliver en ting jeg vil huske for altid, ikke kun på grund af regnen men så sandelig også fordi det var en monster koncert...


Der er mange der har en mening om koncerten.