Viser opslag med etiketten podcast. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten podcast. Vis alle opslag

23 februar, 2009

DR lancerer videopodcasts

En hurtig service meddelse, da DR lancerede "So ein ding" (se også forrige indlæg) sneg de sig samtidig til at gøre programmet tilgængelig som videopodcast også, det eneste der var tilgængeligt på det tidspunkt for nogle uger siden.

Jeg har dog gået og ventet på at de ville lancere i lidt større stil og her til aften var jeg tilfældigvis forbi og HEUREKA, nu er der en hel række af DRs programmer man kan abonnere på som videopodcasts, i skrivende stund er der 15-16 stykker.

MEN, stadig ikke Troldspejlet, som burde have være det første eller Viden Om. Dog er der DR2 Udland, Smagsdommerne, SPAM, Bonderøven og mon ikke de andre hjemmeproduktioner kommer på hen ad vejen.

DRs videopodcast side (ligesom deres lydpodcast sider) er eksemplarisk, den stiller links til rådighed for direkte abonnering i de fleste gænge programmer, dog mangler Miro (som jeg må se at få skrevet et indlæg om), men der er selvfølgelig et standard XML (RSS) feed som kan anvendes i Miro og andre programmer.

Stor tak og tillykke til DR for at få denne del af fremtiden på plads, nu vil jeg læne mig tilbage i min lænestol og se DR2 Udland på mit TV via min AppleTV, udsendelsen er ankommet helt automagisk og er klar til at se når jeg har tid - dejligt.

03 februar, 2009

GearTV bliver transmogrifferet til 'So ein Ding'

Husk at det er i aften at DR2 lancerer sit nye gadget magasin "So ein Ding", hvor Nikolaj Sonne vil holde os orienteret om de seneste muligheder inden for gadgets. Det er tirsdag aften kl. 20:30 på DR2.

Nikolaj Sonne har i en længere periode været vært på det (der var?) danmarks absolut bedste video podcast GearTV og jeg har altid været godt underholdt og ikke mindst informeret ved at følge GearTV - så forhåbningerne til DR2s satsning er tilsvarende høje for mit vedkommende.

P.S. GearTV sender stadig og viser ganske gode takter selvom de har mistet Nikolaj Sonne, så det er stadig værd at bruge sin tid på.

30 maj, 2008

TV Havhingsten

Der er omkring en måned til Havhingsten drager fra Dublin syd om England og tilbage til Roskilde. Det bliver, sikkert ligesom sidste år, en spændende tur og sikkert igen vil de danske TV kanaler glimre med deres manglende dækning - samme model som med Galathea II som også blev fuldstændig overset.

Det er derfor er det kæmpe stort at Vikingeskibsmuseet satser på internettet hvor de op til og under togtet leverer rigtig godt indhold direkte fra skibet.

Det var spændende at følge sidste år og henover vinteren har de åbnet for en regulær "TV station Havhingsten", hvor de bliver bragt korte klip med arbejdet omkring Havhingsten. Disse korte udsendelser kan enten ses direkte i browseren eller endnu bedre så leveres de også som et RSS feed så man kan abonnere på dem som video podcast i f.eks. Miro player (som jeg lover der kommer et længere indlæg om inden alt for længe, Miro player er fremtiden og kan klart anbefales at bruge lidt tid på) eller iTunes.

10 december, 2006

Har DR set lyset?

Der er noget der tyder på at Danmarks Radio virkelig forstår det nye medie landskab som internettet tilbyder.

  1. I dag faldt jeg over denne artikel på DR Nyheder om at DR vil lancere en nyhedskanal på internettet som skal tage kampen op med TV2 News. Men i modsætning til TV2 News, så er der er tale om en ren netstation og for mig virker det meget mere rationelt end TV2s satsning. Kanalen vil tage inspiration fra CNN Pipeline og andre lignende stationer. Det bliver spændende at se hvad DR kan få ud af at tage næste skridt i en online medieverden.

  2. Næste punkt der tyder på at DR er ved at forstå lugten i bageriet er at journalisterne på TV Avisen er begyndt at blogge, det er ganske interessant at følge deres skriverier og det sætter en ekstra dimension på de mennesker der formidler nyheder til os. Jeg ved godt at nogle af nyhedsværterne på TV2 Nyhederne længe har haft blogs, men nu er det nu engang TV Avisen sammen med DR2 Deadline der er min primære nyhedsflade og det bringer mig til at jeg glæder mig til at værterne på Deadline også begynder at blogge.

  3. Og sidst, men ikke mindst, så har DR i de sidste par måneder udvidet deres podcast katalog ganske betragteligt og nu er jeg fuldt forsynet med podcasts for alle de radio udsendelser jeg ellers har kæmpet med at skulle høre på opskure tidspunkter. Mit katalog for DR podcasts ser i øjeblikket således ud.

    Der er sikkert et par stykker jeg har glemt og efter at PSP'en blev opgraderet til firmware v.3.00 så jeg går i øjeblikket og overvejer at udvide med med P1 Orientering Aften og Søndag for altid at have en dybdegående nyhedsudsendelse i lommen.

Det bliver spændende at fælge DR det næste halve års tid og se om dette kun er skud i tågen eller om de virkelig har set lyset.

15 april, 2006

Podcast: P1s Rosenkjær-pris 2005

Her er et podcast som skal høres, desværre er det begrænset til 6 afsnit, men jeg vil garantere god underholdning og chancen for at blive lidt klogere.

DRs P1 uddeler hvert år Rosenkjær prisen til en videnskabsmand eller kulturpersonlighed, der har formidlet et vanskeligt emne på dansk og sidste år var det Peter Lund Madsen der fik tildelt prisen. Fidusen ved prisen er at modtageren forpligter sig til at holde fem-seks foredrag om emnet på P1.

Siden jeg hørte det var Peter Lund Madsen der skulle holde foredrag har jeg holdt ørene åbne, for at sikre mig at jeg ville være klar til at lytte ved radioen. I en sådan situation, jeg hader at misse en radio udsendelse, vækkes selvfølgelig håbet om at DR har forstået tidens tendens og derfor gøre foredragsrækken til gængelig som podcasts. Og det tyder på at DR har en finger på pulsen, hele foredragsrækken kommer som podcasts og har fået sit eget feed.

http://podcast.dr.dk/tema/rssfeed/rosenkjaer_plm.xml

Jeg har flere gange haft fornøjelsen af at høre Peter Lund Madsens foredrag, han er en enestående formidler og feltet som hans ekspertise dækker finder jeg yderst spændende. Han åbner vinduet på vid gab for emnet han formidler og typisk med en skæv indgangsvinkel som både gør det underholdende og får en til at overveje nye problemstillinger.

Første udsendelse blev sendt her til formiddag og hvis man foretrækker at lytte til det i radioen kan man nå genudsendelsen tirsdag aften og som sagt er der yderligere 5 udsendelser de følgende lørdage/tirsdage.

Eneste problem er at lørdags udsendelsen bliver sendt samtidig med Mads og Monopolet, så jeg foreslår at man abonnerer på podcastet - og husk Monopolet findes også som podcast, dog som et sammenkog. Men DR har bestemt zeitgeist...

07 december, 2005

Årets ord er Podcast

Det skriver Macworld ihvertfald at New Oxford American Dictionary har udnævnt det til.

Hvor kewlt er det? Ord der er vraget til fordel for podcast er bird flue (fugleinfluenza) og rootkit.

16 november, 2005

Podcasts jeg lytter til

Følgende er en hurtig summering af de podcasts jeg lytter til, listet efter hvor vigtige de er for mig - altså de øverste på listen bliver lyttet til først, hvis det er tilgængelige. Der er efterhånden så mange gode podcasts at det ikke er altid jeg når at lytte til dem alle, hvilket ærgrede mig i starten, men ved at være opmærksom på at det er nødvendigt at prioritere er det blevet helt godt.

Jeg finder typisk nye podcasts ved at de bliver omtalt i forbindelse med noget jeg læser på nettet eller de bliver omtalt i et af de podcasts jeg lytter til. Men der findes oversigter om podcasts på nettet hvor det er muligt at søge på emne, sprog og den slags. Et par eksempler på sådanne er Indiepodder som er det oprindelige directory og Podcast Directory som er lidt mere avanceret.

De fleste af nedenstående podcasts er tilgængelige på ugentlig basis, enkelte udsendes dagligt og andre har en tilfældig cyklus. Det fremgår vist tydeligt at jeg interesserer mig for teknologi og det

Harddisken fra DR P1

Beskrivelse: Harddisken er DRs populær teknologi magasin på P1. At dette program bliver udsendt som et podcast er en af den bedste beslutning DR har taget, Harddisken bliver sendt på de underligste tidspunkter i radioen og derfor skulle jeg virkelig koncentrere mig for at få lyttet til det hver uge. Faktisk har jeg i godt et år før det blev til et podcasts, rippet den streamede udgave for at kunne lytte til den på min MP3 afspiller.
Frekvens: Ugenligt
Spilletid: 90min.

TWiT (This Week in Tech)

Beskrivelse: Leo Laporte samler hver uge et panel som diskuterer ugens teknologi nyheder. Meget underholdende og meget informativt.
Hjemmeside: this WEEK in TECH.
Frekvens: Uge.
Spilletid: 60min.

Diggnation

Beskrivelse: Ekstremt enkelt koncept, 2 gode venner i en sofa, drikker øl og diskuterer ugens tophistorier fra deres website . Digg er et socialt netværk hvor folk kan markere hvilke historier/links de "diggs", på denne måde skabes der en fælles bevisthed om hvilke historier medlemmerne mener er de mest interessante. Kevin og Mike er meget underholdende at lytte til imens de får diskuteret sig igennem ugens historier og de formår samtidig at putte en masse relevant baggrundsviden ind også. Digg er en god hjemmeside at bruge til at holde sig orienteret om hvad der rører sig på nettet, for eksempel siderne Digg Topstories og Digg Spy er gode at bruge til at holde sig orienteret. Den sidste Digg Spy opdateres automatisk med de seneste historier der er blevet "digged" og giver et umiddelbart billede af hvad der rører sig på nettet netop nu.
Hjemmeside: Diggnation
Frekvens: Ugenligt.
Spilletid: 45min.

Security Now

Beskrivels: Endnu et Leo Laporte podcast, her sammen med Steve Gibson som er kendt for nogle fantastikse produkter, f.eks. Shields-Up! og SpinRite. Han er også meget vidende om sikkerhed og det er i denne funktion han sammen med Leo fortæller om diverse aspekter af sikkerhed i forbindelse med brug af computere. Niveauet er for alle og alle bør lytte til dette podcast for at holde sig orieteret om hvordan man sikrer sig og ikke mindst hvorfor man skal sikre sig.
Frekvens: Ugenligt.
Spilletid: 30min.

Daily Source Code af Adam Curry

Beskrivelse: Adam Curry er en af opfinderne af podcasting, han skrev det første script der automatisk downloade mp3 filer fra et RSS feed og flyttede dem til hans iPod, derfor refereres der også tit til som "The Podfather". Han har en fortid som radio DJ og MTV VJ,så kvaliteten af hans podcasts er i top og bruger Daily Source Code (DSC) til at eksperimentere og fortælle om hvad der sker inden for podcasting verdenen. Han forsøger at udsende et podcasts alle hverdage, men han rejser meget og derfor forekommer der relativt tit udfald i den daglige frekvens.
Hjemmeside: Adam Curry.
Frekvens: Dagligt.
Spilletid: 45min.

Gillmor Gang

Beskrivelse: Hver uge samler Steve Gillmor et panel og diskuterer et eller flere emner han mener er vigtige. Det er virkelig kompentente mennesker han får samlet og derfor er dette podcast en uudtømmelig kilde til at skabe sig baggrundsviden om hvad der rører sig i den teknologiske verden.
Hjemmeside: Gillmor Gang
Frekvens: Ugentligt
Spilletid:80min

Natursyn fra DR P1

Beskrivelse:Natursyn handler om landskabet, om livet i landskabet og om vore oplevelser i naturen. Jens Olesen tager lytterne med ud i naturen, alene eller sammen med en, der kan fortælle om sit engagement i og sin begejstring for naturen.
Hjemmeside: Natursyn
Frekvens: Ugenligt
Spilletid: 55min

Ugen på spidsen fra DR P1

Beskrivelse: Velkommen til Ugen på spidsen. I grænselandet mellem samtalen og baggrundsinterviewet går Claus Hagen Petersen hver uge tæt på tre gæster, der hver har spillet en rolle i den forgangne uges begivenheder. Gæsterne spænder vidt - fra sportsstjernen over den faglige ekspert til politikeren og kulturpersonligheden.
Hjemmeside: Ugen på spidsen
Frekvens: Ugenligt.
Spilletid: 90min

IT Conversations

Beskrivelse: IT Conversations (ITC) er ikke et normalt podcast, men en organisation der har specialiseret sig i at optage foredrag fra diverse konferencer og stille dem til rådighed som podcasts. Mængden af foredrag der kommer igennem ITC er imponerende og der er typisk 2-3 stykker jeg skal høre om ugen. Emner er ikke kun IT som navnet kunne antyde men også filosofi, nanoteknologi, bioteknologi og så videre. ITC har også et par faste podcast de selv producerer, men det er foredragene der er interessante for mig - næsten som at være der selv.
Hjemmeside: IT Conversations
Feed: Der er flere forskellige, så man kan abonnere på en speciel type foredrag men alt er samlet i dette feed http://www.itconversations.com/rss/recentWithEnclosures.php

60 Minutes fra CBS News

Beskrivelse: Nyhedsmagasinet 60 Minutes har også et podcast, så vidt jeg kan høre så er det blot lydsiden fra enkelte af de indlæg de har i tv programmet. Men det er stadig værd at lytte til, det er baggrundsjournalistik af den bedste slags.
Hjemmeside: 60 Minutes

06 oktober, 2005

Statsministerens åbningstale som podcast, NOT!

Jeg er måske lidt teknologi skadet, men jeg har netop siddet og brugt nogle minutter for at finde statsminister Anders Fogh Rasmussens åbningstale som podcast. En hurtig søgning på Google gav intet resultat og en søgning på Folketingets hjemmeside gav heller ikke noget resultat - det er simpelthen ikke godt nok?

Jeg havde hørt at det var muligt at lytte til åbningstalen som stream og fandt et link i denne artikel DR - Fogh: De svageste skal behandles godt, så nu er jeg igang med det gamle MPlayer trick, at dumpe streamen til wav og siden encode til MP3 eller Ogg/Vorbis, men det er jo ikke særlig let.

Under min søgen fandt jeg ud af at debatterne streames direkte fra folketingssalen, så næste skridt må absolut være at levere debatten som podcasts også. Tænk på hvilket historisk arkiv det kunne blive! Hvis man kombinerer live streamen med folketingets ugeplaner og en smule teknik kunne resultatet være lydfiler indekseret udfra hvad der bliver debateret, af hvem og hvornår. Disse lydfiler skal selvfølgelig stilles til rådighed som podcasts, så hvis man er specielt interesseret i trafikpolitik skal man kunne abonnere på et feed der leverer al debat om trafikpolitik i folketingssalen.

Ovenstående ville også være oplagt at indføre i de nye kommuner, så ville borgerne kunne følge med i hvordan politikkerne behandler de sager de interesserer sig for.

Og vi skal vel ikke stå tilbage for Det Hvide Hus' RSS feeds og podcasts? (fundet via dette indlæg på Biblog)

08 september, 2005

Nørderne vender tilbage - på TV...

For nylig anoncerede Robert X. Cringely at hans projekt NerdTV endelig var klar til at gå i luften.

Konceptet er meget simpelt, NerdTV er interview med personligheder inden for IT verdenen og der er ingen begrænsning på hvor lang tid en udsendelse kan blive, den fortsætter til Cringely og hovedpersonen ikke har mere at fortælle. NerdTV ligner på mange måder Steve Gillmors "Gillmors Daily podcast, men med billeder. NerdTv udsendes ikke på nogen TV kanal, men distribueres over internettet og findes i adskillige udgaver, en let fordøjelig, en teknisk, en med hele molevitten og udgaver uden billede i mp3 og ogg. Distributionen sker enten ved et almindeligt download eller via BitTorrent.

Første udsendelse gik live 6. september og er med Andy Hertzfeld den første Mac system programmør og han har mange sjove anekdoter.

Efter at have set udsendelsen er jeg lidt tvivlende om jeg vil fortsætte med at se NerdTV eller om jeg fremover vil downloade det som podcasts - men der er nu noget over at kunne se ansigtsudtryk når folk fortæller.

NerdTV gør næsten alt rigtigt for at diktere næste generation af TV på nettet, eneste fejl er at der endnu ikke findes et RSS feed der anoncerer nye udsendelser.

Mit nye ynglingsprogram på dansk TV er Nørd eller rettere "Store nørd". Nørd følger i fodsporene på programmer som Vitek og de andre naturvidenskabelige programmer som jeg så efter skoletid og som har manglet på dansk tv lige siden. Viden om tæller ikke med i denne sammehæng, det er for dem der så Vitek tilbage i 80'erne og ikke for skolebørn.

Programmets stil er nutidig, der leges men samtidig forklares simple fysiske principper og Nørds motto må være "Alt er muligt og det skal være vildt".

Sidste udsendelse handlede om vandtryk, de simple principper blev præsenteret, værterne var på besøg på en brandstation for at vise hvad vandtryk kan bruges til og de sluttede af med at bygge 2 forskellige vandpistoler baseret på de erfaringer de havde gjort sig - meget effektivt og enormt underholdende.

Så fremover er MythTV sat til at fange Nørd hver tirsdag kl. 17:30, det vil være ærgeligt at misse en udsendelse.

Opdatering: Da jeg begyndte læse blogs her til morgen huskede Scoble mig på at der er endnu en nørd TV station på nettet, det er Channel 9 som bringer interviews med Microsoft personligheder og udviklere.

Der er to ting jeg især holder af ved Channel 9, de er ikke bange for at gå i dybden med et meget nørdet emne hvis de har fat i den rigtige person til at fortælle om det og de er meget hurtige til at bringe ansigter på ny anonceringer af produkter og teknologier fra Microsoft.

Efter jeg er begyndt at se Channel 9 er min respekt for udviklerne i MS steget betydeligt, nu tegnes MS ikke kun af Gates og Balmer men af dem der laver produkterne.

21 juni, 2005

Podcasting autoradio

Det må være lige oppe over at DR begynder at stille nogle af deres radioprogrammer til rådighed som podcasts og så i sidste uge havde Aldi denne bilradio (Roadstar CD-655USB)på "tilbud" for 699,-

Den ligner udmiddelbart en almindelig bilradio men hvis man kigger yderst til højre kan man se 2 porte der normalt ikke er at finde på bilradio.

Den øverste port kan læse SD flash kort og den nederste er en USB port hvor man direkte kan tilslutte sin MP3 afspiller, USB memory stick eller transportable harddisk. Derudover kan cd-afspilleren selvfølgelig læse brændte cd'er med MP3 filer og understøtter ID3 tags som bliver vist i displayet og bør gøre det lettere at navigere rundt i en stor samling musik/podcasts.

Denne ide synes jeg er så elegant at jeg faktisk overvejede at købe denne bilradio og det selvom jeg ikke har en bil. Med denne radio bliver den umiddelbart muligt at høre podcasts som om det var radioprogrammer i sin bil, det er jo ikke altid man har lyst til at sidde med øretelefoner i ørene.

Da jeg var ned i min lokale Aldi for et par dage siden var der stadig en kæmpe stak af disse radioer tilbage, så det ser ud som om Aldi er et splitsekund for tidligt ude med at pumpe denne radio ind på den danske marked. Men mon ikke det vil ændre sig så snart Danmarks Radio begynder at røre på sig.

Da jeg fandt links frem til at fylde i dette indlæg fandt jeg producentens hjemmeside for radioen og der ser det ud til at det faktisk er en Grundig radio, så måske man skulle overveje at købe en alligevel til at have på lager?

04 marts, 2005

DR klar til at podcaste?

Jeg har længe gået og tumlet med tanken om at skrive et hvast brev til Danmarks Radio (DR) om hvorfor de endnu ikke er begyndt at tilbyde deres programmer som podcasts.

Selv om langt de fleste podcasts laves af "amatører" er det oplagt for DR, at tilbyde mange af deres programmer som podcasts. DR er jo en licens finanseret station, derfor har de ikke bekymringer i forhold til reklame indtægter og de fleste programmer tilbydes allerede i et eller et streamet format.

Andre radiostationer er allerede begyndt at gøre enkelte nogle af deres radio programmer tilgængelige som podcasts. BBC Radio podcaster allerede et par udsendelser (Fighting Talk og In Our Time).

Men så, for en god uges tid siden, læste jeg noget rigtig interessant i fredagskommentaren på Harddiskens hjemmeside.

STREAM ELLER DOWNLOAD? RADIO PÅ NETTET

Fra Harddiskens HardBlog - fredagskommentaren (18-02-2005) af Anders Høeg Nissen.

Hvorfor må jeg ikke downloade mit eget radioprogram som mp3 fra Harddiskens hjemmeside? Det ville jo ellers gøre det nemt og ligetil for mig at lytte til indslagene mens jeg var på farten!

[...]

Man kan gå på nettet, finde programmet eller det enkelte indslag og sætte sig til at lytte, uafhængig af hvornår udsendelsen kommer i radioen. Med vores selvvalgsplayer på P1 Online er der oven i købet mulighed for at sammensætte cocktails af indslag fra flere forskellige programmer og tilrettelægge sin egen radiolytning.

[...]

Heldigvis er den glade nyhed nu også - fra sædvanligvis pålidelig kilde oppe på de øverste etager - at DR snart vil tilbyde mulighed for download af udvalgte radioprogrammer. Det vil - om alt går vel - ske indenfor en måneds tid.

I første omgang kommer det altså til at gælde taleprogrammer fra P1, hvor der ikke bliver brugt musik, men vi arbejder også på at få lavet en aftale, så programmer der bruger underlægningsmusik i indslagene (fx Harddisken), også kan blive lagt ud til download - og SÅ kan festen begynde!

Jeg har fjernet lidt selvros fra indlæget for at fremhæve det virkelig interessante, Harddisken kan begynde at rose sig selv igen, når de begynder at tilbyde deres artikler som et RSS feed - hvorfor kan Harddisken ikke, når DR Nyheder kan?

Men tilbage til indlæget, det er jo rigtig gode nyheder DR vil begynde at gøre visse programmer tilgængelige som mp3 downloads i løbet af en månedstid. Det er helt fint for mig at de starter med programmer fra P1, det er alligevel dem der har størst interesse for mig at få ned på min mp3-afspiller.

Jeg håber, at DR de vil gå hele vejen og stille RSS feeds tilrådighed så det bliver muligt for "lytterne" at abonnere på programmerne og automatisere processen med at få dem over på ens mp3 afspiller.

Foråret ser lyst ud for DR, jeg har ihvertfald de største forhåbninger.