I forgårs tog min faster og onkel ud på en køretur op langs Columbia River ud til Bonneville Dam.
På vejen derud så vi Multnomah Falls, der er det anden højeste vandfald i USA der løber hele året. Faldet er ca. 200m højt og meget smukt. Hele området her omkring Portland er smukt, det er storslået natur, meget grønt og frodigt og sat med bjergkæden The Cascades som baggrund.
Vi gik den lille tur op til broen der ses på billedet og kom tæt på vandfaldet, som på denne tid af året er på sit mindste selvom der stadig kommer meget vand ned over klipperne. På grund af højden er det lige før vandet forvandles til "tåge" på vej ned.
Efter Multnomah Falls kørte vi et lille stykke videre til Bonneville Dam, som er et elektricitetsværk fra tiden omkring anden verdenskrigs hvor der skulle bruges store mængder strøm til aluminiums produktion.
I forbindelse med dæmningen er der et "Fish Hatchery" hvor staten Oregon opdrætter laks til udsætning i et forsøg på at bevare fiskene i floderne.
Oregons floder er hjemsted for støren og på Fish Hatchery'et har de et viewing area hvor man kan opleve disse kæmpe fisk. Støren har ikke forandret udsende i de sidste mange millioner år og den ligner også et fortidslevn fra den tid. Den største de har i bassinet er støren Herman som er 65 år gammel og vejer ca. 900kg.
Efter at have kigget på stør gik vi lidt rundt i blandt bassinerne og endte et sted hvor der var et skilt hvor der stod "The salmon is in" og det viser sig at de to typer laks der hedder Chinook og Coho netop nu er på vej op i vandløbene for at gyde. Laks vender tilbage til det samme sted som de er klækket for at gyde og derfor vender alle de opdrættede laks tilbage til Hatchery'et når de er klar, hvilket typisk tager 3-5 år alt efter race.
Men der stod tusindvis af store 10-15kg laks i kø for at komme ind i Hatchery'et - et virkelig imponerende syn. Hatchery'et tager de bedste fisk fra til at tage æg fra og bruge som basis for næste hold opdræt og resten af fiskene bliver slagtet og solgt til fiskehandlere og overskuddet bliver brugt til at støtte projektet.
Vi var heldige at tale med en leder på stedet som fortalte os mange fakta om laksene og stedet og samtidig kunne fortælle os at de netop var ved at gå i gang med sorterings og slagtnings processen, så det så vi også.
Et rigtig interessant sted hvor vi brugte lang tid.
Vi var også en tur oppe på Bonneville Dam, hvor der er en fisketrappe hvor laksene bliver talt og i forbindelse med denne er der vinduer så almindelige mennesker også kan kigge med på at laksene svømme opstrøms og kæmper med strømmen.
På vej hjem stoppede vi ved et sted der hedder McMenimans for at spise, det sted er en hel historie i sig selv, blot vil jeg fortælle at de laver deres egen øl og vin og serverer rigtig gode sandwich.
Om aftenen var jeg ude at spise med min fætter og hans kone på et sted kaldet Salvador Molly's hvor de serverer meget krydret mad, som forret fik jeg serveret en "Great Ball of Fire" som jeg kun fik spist halvdelen af, den var simpelthen for stærk. Hvis man spiser 5 stk inkl. dressingen til får man sit billede på væggen og al respekt til dem der hænger der.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar