Tidligt op og pakke lejren sammen, hvilket altid er en oplevelse med blandede følelser, kroppen er træt og man er glad for at festivalen snart er slut, MEN desværre er festivalen snart slut...
Laid Back spillede tidligt på Metropol og igen var vi en lille gruppe der sad i den støvede sol og nød musikken. Laid Back var endnu en af festivalen positive overraskelser og jeg skal have købt en cd eller to for at udforske deres univers.
Søndagen blev en koncentreret kamp for at få brugt de øl-billetter diverse afleverede efterhånden som de gav op og tog hjem. Men, med lidt hjælp fra Ulrik, stod Lars og jeg det igennem.
Lars havde spottet at Jamie Cullum (
anmeldelse på Gaffa.dk) spillede på Arena. Han leverede en fornem koncert direkte fra hjertet, det er sjældent jeg har set en jazz pianist/sanger give sig fuldt ud og publikum var med ham. Der var desværre tidpunkter hvor musikerne fortabte sig lidt for meget morderne jazz, som jeg simpelthen ikke forstår.
Årets sidste koncert for mit vedkommende var Brian Wilson (
anmeldelse på Gaffa.dk) endnu en legende og med et hit repetoire der må gøre næsten alle andre sangskrivere grønne i hovedet at misundelse. Selv om han sad bag en klaveritur og læste sangene fra fladskærme imens han sang dem, havde han fat i hele pladsen.
Sidste punkt på årets festival blev en skiburger...
Mette kom for at hente Lars og jeg fik en lift til stationen. Tog strækningen mellem Roskilde og København må næsten betegnes som en del af festivalpladsen. 80% af passagererne på det tog jeg kom med var festival deltagere og det var tydeligt at årets festival havde været i en klasse for sig selv - man kunne høre en nål falde til jorden, alle var fuldstændig brugt.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar