28 august, 2011

USA Vest 2011 - dag 1

Nu er det blevet tid til at få skrevet lidt her på bloggen igen, det har det faktisk været i et stykke tid. Der har været nok at skrive om men jeg synes ikke rigtig at jeg har kunne tage mig sammen eller har haft tiden, men det bliver der lavet om på nu.

Else og undertegnede har i lang tid set frem til at skulle på en tur fra Las Vegas, rundt om Grand Canyon, Bryce Canyon, på lange lige veje igennem ørken, Napa Valley, San Francisco og slutte med et par dage i New York. Alt har været planlagt, med fuldt program og det betyder så slet ingenting når der pludselig kommer en orkan forbi og lukker New York.

Jeg skulle være mellemlandet i New York og mødes med Else i lufthavnen for at vi kunne flyve videre sammen til Las Vegas i går lørdag. Men med orkanens rute op langs østkysten har man jo godt kunne fornemme at det ikke var helt godt og selv om vi har fulgt det hele tæt var der ikke rigtig udmeldinger der gjorde det muligt at bestemme hvordan situationen skulle håndteres.


Så lørdag morgen, da jeg blev vækket af det kraftige tordenvejr, kunne jeg læse at der endelig var kommet en udmelding om at lufthavnene i New York desværre ville bliver lukket i løbet af dagen. Jeg tog derfor direkte i lufthavnen og var der 5 timer før jeg skulle flyve. Da jeg kom derud og talte med SAS' billetkontor var det netop blevet annonceret at mit fly var blevet aflyst. Heldigvis kunne den flinke dame hjælpe mig med at blive rebooket til en noget alternativ rute København - London - Phoenix - Las Vegas. Så skulle vi jo "bare" have Else fra New York til Las Vegas, det havde vi slet ikke tænkt som et problem MEN det var det desværre. 

Else tog tidligt ud til Newark, men alt var kaos og efter at have stået igennem flere lange køer var det klart at det ikke var muligt at komme med et fly ud af New York. Herefter forsøgte hun at komme med tog og bus vestpå for at finde en lufthavn, men det lykkedes heller ikke. NYC var lukket helt ned, så hun tog hjem igen. Forhåbentlig kommer hun afsted mandag, så vi kan komme igang med at holde ferie. Irene har ingen stor stjerne hos os.



Jeg er ankommet til Las Vegas, det er en lang tur og der er ikke meget at berette. Det største er vist at jeg nåede at spise på Gordon Ramsays Plane Food i Heathrow, en alternativ Fish'n Chips; stegt torsk (knasende frisk) og polenta fritter med spicy ketchup. Jeg havde ikke nået at få morgenmad endnu så det faldt på et rigtig tørst sted. Det smagte vældig godt og var lige det jeg havde brug for at være klar de godt 10 timer i flyet mellem London og Phoenix.

Værelset på Stratosphere stod heldigvis klart. Da jeg kom frem syntes faktisk jeg var meget frisk, men da jeg satte mig på sengen kunne jeg godt mærke at det var tid til at komme i seng.


Jeg vågnede allerede ved 4-tiden i morges, hvor jeg så kunne følge at orkanen Irene ikke blev så kraftig som forventet, men spøjst at se nogle af de "lokale" steder i NYC bliver rusket igennem. En af de udstationerede reportere var nød til på et tidspunkt at spørge i en samtale med studiet; "Wait, do you mean that this is the height of the wind and rain? It is not even raining horisontal." og så stille op med et meget skuffet ansigt.


Gik på Denny's og fik aftens/morgen-eller-hvad-det-nu-var-mad når man synes man skal have noget at spise ved 4-5 tiden. På vej tilbage til hotellet var solen lige ved at stå op, så jeg tog op på parkeringshusets øverste dæk og nød solopgangen over bjergene i horisonten - det var ret spektakulært at se på bjergene bag mig ændre farve efterhånden som solen kiggede op over bjerget, jeg kan slet ikke vente til vi kommer til Grand Canyon.




Og her til sidst udsigten fra hotelværelset.


Nu skal jeg bare have fundet ud af hvordan man får et par dage til at gå i Las Vegas...

2 kommentarer:

  1. Hej Laust, herligt med dig tilbage på bloggen og i US!!
    God tur !,

    SvarSlet
  2. Takker, den er jo startet lidt bøvlet, men jeg håber på bedring i morgen.

    SvarSlet