05 november, 2010

Kenya dag 12 og 13 - golf og øko "safari"

I går var vi igen tidligt oppe og spille en runde golf på Leisure Golf Course, samme caddie'er og vi spillede godt. Det var overskyet og vi nåede heldigvis ind før det begyndte at regne ret kraftigt i godt 1 time, det var rart at sidde godt og tørt på terrassen i klubhuset og spise frokost og kigge på at de efterfølgende bolde kom ind godt gennemblødte. Det betyder nu ikke så meget om man er tør eller gennemblødt hernede, det føles ikke koldt når en trøje er våd.


I dag har vi været på øko "safari". Cykeltur på støvede grusveje ud til en Kaya Konondo, som er en hellig skov for de 9 stammer som bor på kysten af Kenya. Cyklerne var i orden og det var sjovt at køre den korte tur ud til skoven. Ved skoven blev vi modtaget og fik et foredrag om historien om hvorfor denne skov er så vigtig for stammerne. Det er et af de oprindelige steder stammerne slog sig ned da de flygtede fra Somalia og ankom til Kenyas kyst. Kaya betyder hjem eller hjemsted og var et sted de befæstede så de kunne forsvarre sig mod de andre stammer f.eks. Masaierne.



Efter gennemgangen blev vi iført et stykke traditionelt klæde som man skal bære i skoven og gik så en tur med guide. Han viste os de forskellige træer og bopladsen hvor landsbyen engang lå. Det var meget spændende og vi fik også mulighed for at se Colobus aber.


Resten af dagen er gået med at spise pizza til frokost, en god tur i poolen og nu ligger Robert og får en god gang massage - jeg skal på briksen når han er færdig.

I aften har vi bestilt bord i Aladins hule, The Cave, som skulle være et rigtig godt spisested hernede.

Vi skal MEGET tidligt op i nat for at køre mig til lufthavnen, afgang er allerede kl. 3 for at være sikker på at jeg når mit fly.

Så det er over-and-out for Kenya for mit vedkommende for denne gang. Som jeg vist har skrevet tidligere, det er en tur og oplevelse man skal unde sig selv, der er så meget at opleve hernede.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar