23 februar, 2006

Snøft, Midi skal sælges.

Et fast holde punkt (kan man kalde en båd det?) i mit liv er sat til salg, det er min gode ven Lars der har sat sin Drabant 24 til salg og selvom Midi ikke er en V70 er det et godt skib.

Midi har været samlingpunkt for Grundlovsdags turene hvor vi er stævnet ud fra Herslev Strand Sejlklub for at have en god dag på fjorden. De sidste mange år (billeder 2002, 2004, 2005) har det været en fast tradition at Lars inviterer på herrefrokost denne dag.

Det har også altid været en fornøjelse at møde Lars på havnen og drikke en øl imens næste projekt for Midi blev planlagt. Lars har lagt mange timer i Midi og de har altid været særdeles grundigt forberedt.

God vind fremover Midi og tak for de gode stunder jeg har fået lov til at tilbringe ombord.

Herrefrokosten i år er heldigvis reddet, da Lars har købt en ny og større båd og jeg glæder mig allerede.

18 februar, 2006

GUI v?

Historie skabes hele tiden og den kan være svær at huske, men i vores tidsalder er vi så heldige at meget bliver fanget på film eller video. Med internettet bliver disse gjort tilgængelige for alle og så bliver det muligt at skabe reference punkter for os alle.

Tilbage i 1968 lavede Doug Engelbart en præsentation der skulle vise sig at ændre vores måde at arbejde med computere på. Den banebrydende opfindelse han præsenterede var blandt andet computer musen som er grundlaget for den måde vi interagerer med computere i dag.

Det utrolige er at denne præsentation blev optaget på film og vi kan nu alle se den via nettet. Alle bør se denne film og opleve hvad virkelig visionære mennesker kan bidrage med.

Men nu til grunden til dette indlæg, jeg har for nylig set en kort film der ramte mig på samme måde som første gang jeg så Engelbarts præsentation af musen.

Det er forskere fra NYU der har opfundet en trykfølsomskærm der forstår flere samtidige tryk punkter hvilket åbner op for nogle vilde muligheder. Jeg har efterhånden set filmen mange gange og den er lige "mindblowing" hver gang - sådan vil jeg arbejde med min computer, min mobil, billedet på væggen og ...

P.S. YouTube imponerer også, sådan skal video deling laves.

16 februar, 2006

Curling - hvorfor må jeg ikke se det?

Lige nu kæmper de danske curling piger til OL i Torino. Desværre kan jeg ikke følge med, fordi TV2 har valgt at gemme kampen væk på TV2 Zulu, som kun kan ses hvis man har parabol (og et Canal Digital abonnement) eller hvis man har TDC kabelnet.

Måske, er det forståeligt at TV2 gerne vil have flere betalende seere til TV2 Zulu, men jeg er noget utilfreds med at det i denne omgang er vores eneste deltagelse i Vinter OL der bliver brugt til at kæmpe denne kamp.

Det er frustrende at se de korte indslag i nyhedsudsendelserne som kun viser de afgørende sten og ikke den taktiske del af curling som netop gør det til en spændende sportsgren at følge på tv.

Det var lettere at følge med da vi vandt medaljerne ved Vinter OL i Nagano tilbage i '98, der skulle man bare stå meget tidligt op for at se det på TV2.

Held og lykke til pigerne i Italien, håber isen er med jer resten af vejen til en ny dansk Vinter OL medalje.

Opdatering: Har netop kigget lidt grundigere på det officielle Vinter OL site og fundet ud af at der selvfølgelig er live scoring. Der kan man dog trods alt følge pigerne, så nu det dufter lidt af fugl. Bare ærgeligt at aftenens kamp endte med et stort nederlag, kom igen.

15 februar, 2006

F1 2006

Med under en måned til starten for Formel 1 sæsonen 2006 skydes igang i Bahrain har jeg brugt lidt tid på nettet for at se hvilke resourcer der er til rådighed omkring Formel 1.

Først og fremmest er det slående at hverken det officielle F1 site eller Jubii's F1 site linker til eksterne sites, ikke engang de deltagene teams hjemmesider. Derfor bringer jeg her en hurtig liste med links til hjemmesiderne for F1 teams.

Så er det bare at gå igang, der er masser af information at finde og mulighed for at tilmelde sig nyhedsbreve og den slags. Desværre har jeg kun kunnet finde en enkelt officiel hjemmeside der er kommet rigtigt ind i det nye årtusinde og har en blog med et RSS feed og det er Renault (RSS feed). Her skriver de om hvad der nu rører sig på teamet og senest er en af deres test kører begyndt at blogge om hvad han oplever og hvordan det er at være test kører.

Hvor er det dog sørgeligt at de andre hold ikke har forstået hvor nettet bevæger sig hen i øjeblikket. De mange danske medier (DR, TV2 og Jubii) der skriver om F1 har heller ikke forstået det, de har godt nok RSS feeds men de er generelle og indeholde blandende sportsnyheder hvilket vil sige primært fodbold. Jubii F1 havde engang et feed men det fungerer ikke længere og jeg kan ikke finde en erstatning på deres site, så der er det gået tilbage.

BBC Sport har et RSS feed som koncenterer sig om Formel 1, så må vi håbe at dette også forplanter sig til de danske medier.

Husk at sætte jer ind i de nye regler (på Jubii, på Formula1.com) der er lavet meget om i forhold til sidste sæson.

Sidste år skrev jeg om hvordan man kan højne oplevelsen af at se F1 på TV ved at samtidig følge med på Live Timings på internettet. Det er stadig muligt og kan varmt anbefales - men husk at lade være med at bruge den hvis du har valgt at se et løb der sendes forskudt.

14 februar, 2006

Rejseblogs

Jeg har mange gange foreslået min venner at oprette en blog for at kunne berette direkte fra deres rejser rundt omkring i verden, som alternativ til gruppe mailen der alligevel efterhånden er blevet standard.

Nu har min kollega Jesper Hammerich heldigvis taget faklen og er løbet til Australien hvor han jævnligt rapporterer om sine og hans brors oplevelser, det er spændende læsning og et strålende eksempel på hvad en rejseblog kan være. En bonus er at Jesper ramte Melbourne netop som inport sejladsen i Volvo Ocean Race skulle sejles og han har været heldig og få plads på en tilskuer båd, så beretningen herfra er specielt interessant for mig da jeg jo er kommet til at følge VOR tæt.

Jespers blog giver hans famillie, venner og kollegaer mulighed for at mærke lidt af suset og når Jesper vender hjem har han dokumenteret sine oplevelser næsten som i en dagbog. At andre tilfældigt kan komme forbi bloggen via en søgning på f.eks. Google og måske får et tip til deres egen tur til Australien er jo bare et ekstra krydderi.

For at det hele ikke skal være tekst har Jesper også oprettet en billedstrøm hvor han uploader enkelte billeder når han har mulighed for det.

Værtøjerne Jesper har brugt ligger lige for og er ganske gratis at bruge. Bloggen er oprettet på Blogger og billedstrømmen er oprettet på Flickr. Jeg har tidligere skrevet en kort vejledning til hvordan man kommer igang med Blogger, så bliver det vist ikke lettere?

Jesper, tak fordi du har brugt tiden på at berette om din tur og for at have givet mig det perfekte argument når jeg fremover skal have overtalt folk. Hvis du forsætter med at skrive indlæg, af og til, når du er kommet hjem er min mission komplet og der er et nyt medlem i blogosfæren.