06 april, 2005

Mystiske hvide fodspor

I sidste uge gik jeg ned igennem Købmagergade og bemærkede at der var nogle der havde lavet grafiti på fliserne. For hver 10-20 meter var der blevet malet et aftryk af et par herresko (størrelse 47 har jeg siden erfaret). Det var oplagt at det er meningen at man skulle følge dem, men jeg havde travlt og sporene pegede i den modsatte retning af hvor jeg var på vej hen.

Senere samme dag, gik jeg forbi Marmorkirken og skulle over slotspladsen ved Amalienborg, igen så jeg disse mærkelige fodspor og igen var retningen modsat hvad jeg gik. Men vent, der er et enkelt sæt der vender ind i mod muren på en bygning og på muren er der monteret en messingskinne med et Golden Days in Copenhagen logo.

Dette var den 30. marts og derfor det hele virkede så underligt, det viser sig at være et fantastisk initiativ der først blev endelig søsat den 1. april. De hvide fodspor illusterer en gåtur igennem H.C. Andersens København og der er nu blevet monteret tavler med forklarende tekst i messingholderne.

Der er 62 stop på ruten og den breder sig ud over hele den indre by, så næsten lige gyldigt hvor man er kan man følge fodsporene og få en nærværende HCA oplevelse. Denne måde at bruge byrummet på, at integrere museet direkte på de steder der har forbindelse til HCS glæder jeg mig til bruge.

Hver af de opsatte tavler har en telefonnummer og når man ringe til dette får man oplæst hvad HCA selv har skrevet om stedet.

Det findes også en virtuel udgave af denne byvandring på Golden Days in Copenhagen og der kan også findes mere information om hele projektet.

Og forresten, tillykke H.C. - undskyld jeg missede dagen.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar