Jeg må hellere starte med at fortælle at jeg ikke er den største R.E.M. fan, derfor vil jeg på forhånd undskylde hvis det følgende ikke beskriver aftenens koncert i fuldt så floromvundende gloser som måske er fortjent.
Min søster Anne Marie og Thomas var i september nogle uger på ferie i Italien og de er store fans af R.E.M (discographi). Både anonceringen og starten på billetsalget faldt i de få uger de var i Italien, så en ide om at redde julegaven til søster formede sig hurtigt i mit hoved (min mor kom på samme ide inden for få timer efter jeg havde fået den, så gode ideer må være genetisk betinget). Det kunne jo være sjovt, at se min søster få sved på panden over ikke at have fået billetter, fordi hun var på ferie i udlandet.
Jeg ringede til Signe, for at sikre mig at der ikke vil blive købt dobbelt billetter og vi fandt ud af at vi hellere måtte hjælpes ad for at være sikre på at få billetter - det var her jeg blev overtalt til selv at skulle til R.E.M. koncert. Vi aftalte at Signe skulle forsøge via telefon og internet, og jeg skulle stille mig i kø ved den lokale Fona. Det var Billetlugen der stod for salget (ligesom til U2) så derfor brød telefon og internet bestillingen selvfølgelig ned og derfor var det mig der i Fona fik skaffet de 4 billetter vi skulle bruge.
Planen, hvor vi skulle fortælle til min søster, at det havde været umuligt at få billetter måtte desværre droppes, da Signe resonerede at det ville være farligt for hendes helbred og at min søster formegentlig ville gå på det grå marked for at få billet.
Hurtigt frem til den 16. februar, 2005 i nærheden af Forum.
Da vi var inde og se Sting i Forum spiste vi på Ayuttaya 2, som er en god lille Thailandsk restuarant, der ligger lige om hjørnet fra Forum. Efter at have spist der i aften, er det nu blevet vedtaget at det skal være en tradition, at vi skal spise der når vi skal til koncert i Forum.
Vi mødtes tidligt, så vi kunne være i Forum i god tid til at sikre os gode pladser tæt på scenen. Dette lykkedes fuldt ud og da publikummet til R.E.M. ikke er helt ungt var det en ret behagelig oplevelse at stå så tæt på scenen uden skubben og masen.
Opvarmningen blev præsenteret af Michael Stipe og var The Thrills som vi alle var ret enige om vi aldrig havde hørt om, men det viste sig at de har haft et par hits på P3.
Efter den obligatoriske halve time, hvor det sidste bliver gjort klar, gik R.E.M. på. Det var en bund solid koncert med en blanding af super hits (som jeg kendte) og en række mindre kendte numre som ikke helt faldt i min smag. Men energien var der, mest fra Stipes som var iført Bjørne Bande maske (eller er det Zorro?) og vred, hoppede og dansede hele koncerten igennem. Jeg har ladet mig fortælle at R.E.M. skal spille 80 koncerter på denne tour og man kunne godt se på de andre band medlemmer at det var blevet rutine, at levere varen.
Men en god aften i godt selskab og jeg må hellere gå ud og investere i min første R.E.M. cd en af de nærmeste par dage - mon ikke de har lavet en greatest hits?
- R.E.M.'s officielle
- R.E.M. på Alt om København
- Wuxtry.dk - Den danske R.E.M. side
- Berlingske: Ikke automatik for folket
Opdatering (19/2)
- Wuxtry.dk: Sæt liste og anmeldelse af koncerten
- myREM: Copenhagen Set List
- Berlingske: Tandløs efter et kvart århundrede
- Jyllands Posten: Forum: REM
Ingen kommentarer:
Send en kommentar