Jeg sidder i øjeblikket på Østerbro og udenfor styrtregner det, så voldsomt at tagrenderne løber over og hele gaden er under vand. Men det er perfekt inspiration til at skrive om U2 koncerten i går aftes i Parken og få vist lidt billeder.
Da jeg gik hjemmefra var vejret perfekt til shorts, det var fint solskin og kun enkelte skyer. Vi havde aftalt at mødes i god tid, Mette og Lars, Pernille og Claus (Claus' blog indlæg), Signe, Anne Marie og mig selv på Elvira for at få noget godt at spise før årets oplevelse. Imens vi fik serveret skaldyrssalat, perlehønebryst og en udsøgt æbletærte ændrede vejret sig fuldstændig, sluserne åbne fuldstændigt og Thor morede sig gevaldigt med at rumle i gaderne. Omkring bordet fandtes ikke en eneste der havde pakket en regnfrakke eller slag, men humøret blev holdt højt for det kan jo ikke regne i al evighed og som vi forlod restuaranten holdte regnen op og vi ankom i Parken med højt humør.
Claus og jeg som havde glædet os til at se scenen blev en smule skuffet da det ikke var ?perler-på-snor? storskærmen men en kæmpe metal væg der ikke rigtigt så ud til at være til noget. Vi var som sagt i god tid og nåede derfor at høre
Razorlight, et af de to opvarmningsbands, de kæmpede bravt for det at få gang i publikum, men det lykkedes ikke og musikken var ikke det vi var kommet for at høre.
Tiden gik hurtigt og pludselig var klokken 21:45 (vi ankom ca. kl. 20), alt lys blev slukket og der blev leveret instant begejstret publikum da Bono, Edge, Larry og Adam åbnede med Vertigo.
Fantastisk og det blev kun bedre også selv om det var begyndt at regne igen, slet ikke så kraftigt som tidligere men nærmest en sommer silen som kølede behageligt for der kan blive ganske varmt når alle gerne vil tæt på scenen.
Den store metalvæg overraskede ved at den nederste del gled ned og afslørrede 12 kæmpe spots der lyste scenen og dens besiddere op som var de på stranden på den bedste sommerdag.
Metalvæggen forblev åben de næste 5-6 seks numre indtil det var tid til City of Blinding Lights, hvor den lukkede sammen igen og i perfekt synkronisering med at forspillet og regnen tog til i styrke kom skærmen til live og tilføjede koncerten en hel ny dimension.
Scenen var bygget så der gik 2 lange arme ud blandt publikum og Bono brugt flittigt disse at komme i kontakt med publikum og gav os chancen for at se ham lidt tættere på. Heldigvis brugte han den venstre mest, så han var tit "tæt" på. De andre band medlemmer var også af og til ude på disse arme, selv Larry Mullen, men han blev dog hurtigt skubbet væk fra trommen af Bono så han kunne blære sig med en imponerende solo.
Som altid med U2 er der ikke grund til at bruge tid på at fortælle om musikken, alle kender den og den er verdensklasse. I Parken blev den fremført af et energisk band med en usædvanlig karismatisk forsanger der formåede at holde gang i publikum i de fulde 2 timer og 30 minutter begavede os med ? på trods af regnen.
Afslutningsnummeret var, som forventet, Vertigo endnu en gang og denne gang startede Bono den med at tælle "En, to, tre, fjorten" - tak!
Koncerten bliver en ting jeg vil huske for altid, ikke kun på grund af regnen men så sandelig også fordi det var en monster koncert...
Der er mange der har en mening om koncerten.
Opslag
