27 oktober, 2010

Kenya dag 4

Afslapningsdag, så jeg vil næsten lade billederne tale for sig selv.


Og til aften gik vi på Blue Marlin og spiste bl.a. grillet red snapper med kokosris og spinat, selvfølgelig med Tusker på siden.




I morgen drager vi 4 dage på safari i Tsavo East, så der bliver ingen opdateringer på bloggen før vi er hjemme igen.

Kenya dag 3 - Shimba Hills

Vi stod meget tidligt op, lidt over 4, for at drage mod Shimba Hills for vi håbede på at kunne se en flot solopgang fra bjergene. På vejen skulle vi have tanket diesel på Roberts Land Cruiser og samle chaufføren Fred op.

Shimba Hills er en nationalpark der ligger en times kørsel fra Robert og desværre var vejret ikke med os, det regnede faktisk en del på vej op til parken. Vinduesviskerne valgte at strejke og da Robert holdte ind til siden for at ville skifte en sikring sagde Fred at det var et rigtig skidt sted at holde parkeret, "Mafia is waiting under every tree here" - så bliver man hurtig vågen og får låst dørene. Så Robert kørte resten af vejen til parken uden vinduesviskere, heldigvis var der ikke mere regn end at han nogenlunde kunne se hvad der foregik, men vi ramte dog omtrent alle huller i vejen.

Regnen var stoppet da vi ankom til parken, så vi slog lugerne i taget op og Fred overtog ratten så Robert og jeg kunne koncentere os om at spotte og kigge på dyr.

Shimba Hills er et lille bjergområde, men ikke så høje bjerge og en form for regnskov, meget anderledes end savanne. Det var mægtig spændende og vi fik set rigtig mange dyr, vist alle dem man kan forvente og i følge Robert og Fred endda de sjældne sabel antiloper.

Vi kørte dog lidt rundt uden at se noget, kun spor efter elefanter der havde væltet træer langs vejene.

Buffaloes

Buffaloes var det første dyr vi så og samtidig også første kryds på listen over The Big Five og derefter fandt vi mange dyr.

Regnskov

Sabel antiloper

Impalaer

Hortwog (Kenya Express)

Bushbuck

Bavian

Man kan komme på en lille gåtur på et par kilometer ned til et vandfald "Shedrick Ridge Falls" og vi havde lovet at hente rangeren ved hovedindgangen og køre ham ned til udgangspunktet for turen. Der var 8 andre der også ville med på den lille tur og det var ret sjovt at komme på "patrulje" med en ranger. Turen ned var stejl og op igen tilsvarende stejl og meget varm.

Ranger instruerer

Sheldrick Ridge Falls

Vi spiste frokost på Shimba Tree Top Lodge, et hotel bygget i nogle træer, meget fint sted og vi tid til at slappe af ude på en platform også bygget i en trætop om med udsigt over et lille vandhul - der kom dersværre ingen dyr - jeg så dem ihvertfald ikke for jeg fik mig en lur.

Tilbage i parken og med stor kampgejst, vi manglede stadig at se hartebeast, giraf og ikke mindst elefant. Heldigvis var det netop de dyr vi så i løbet af eftermiddagen, selvom det holdte hårdt med at finde elefanterne, det lykkedes kun inden for den sidste time.
Gifaf

Elefant

Elefant

Jeg har uploadet endnu et par billeder fra dagens safari og de kan ses i nedenstående album.
Kenya Shimba Hills

25 oktober, 2010

Kenya dag 2

Hurtig reportage fra 2. dagen på besøg hos Robert.

Vi sov så længe som man nu kan i så varmt vejr. Robert diskede op med morgenmad, toast og bananer, mægtigt godt at starte på.

Jeg begyndte på en af ting man aldrig skal gøre, jeg lavede om i Roberts internetforbindelse. Som det var sat op var det kun Roberts maskine der kunne være på og jeg har en lille trådløs router med som jeg gerne ville have på så begge maskiner, samt iPad og telefon kunne komme på nettet. Jeg kunne selvfølgelig ikke finde ud af det og var måtte tale med Hotgossip internet her i Diani Beach 8 gange før der var rigtig hul igennem igen. Og nu med alle computere samtidig.

Robert og Geoffrey (havemanden) havde gemt et udgået et Popo træ og de havde udtænkt en prøve til mig, jeg skulle fælde træet i et enkelt machette hug. Træet var vel 12-15cm i diameter, så det så svært ud, men heldigvis var det noget blødt træ og det lykkedes at få væltet træet med et hug.

Så efter veludført havearbjede og computerarbejde, var den eneste logiske ting at gøre at gå ned på stranden og tage sig en dukkert i det varme men svalende vand. Det var lækkert og efterfølgende satte vi os og fik en øl i en af de barer der ligger ned til stranden.

Resten af eftermiddagen gik med at ligge i pool herhjemme. Vi kørte ud og spiste aftensmad.

Nu har vi spillet et par spil backgammon og nydt et par gin tonic på terrassen og om lidt er det på hovedet i seng. Vi skal op allerede kl. 4 for at kunne køre på safari og nå at solen stå op ude i Simba Hills.

Jeg har ikke rigtig nået at tage nogle billeder endnu, men mon ikke der kommer nogle stykker i hus i løbet af i morgen?

24 oktober, 2010

Kenya

Jeg er velankommet til Kenya, efter en lang dag med rejse fra København til München og derefter direkte til Mombasa.
Robert hentede mig her til morgen i Moi Airport i Mombasa sammen med hans chauffør. Der er meget at kigge på sådan en helt almindelig tur tilbage til hvor Robert bor, så det er lidt overvældende.

Dagen er blevet brugt til afklimatisering, en god time i poolen for at blive svalet og så en god lur på langs i skyggen. Vi er netop kommet hjem fra aftensmad og skal til at have et spil backgammon.